Rooney mest populær

Wayne Rooney er en populær herre. En ny opgørelse i anledningen af Premier Leagues 20 års jubilæum viser, at Rooney er den spiller, der sælger flest…

Wayne Rooney er en populær herre. En ny opgørelse i anledningen af Premier Leagues 20 års jubilæum viser, at Rooney er den spiller, der sælger flest trøjer i hele ligaen. Det skriver ligaens officielle hjemmeside.

Opgørelsen kommer fra Sporting iD, firmaet der siden 1993 har stået bag udviklingen af de Premier League-trøjer, fansene kan købe sig til, og er målt ud fra antallet af navne, der bliver solgt til officielle replica-trøjer.

På førstepladsen kommer altså Wayne Rooney, tæt efterfulgt af Liverpool-kaptajnen Steven Gerrard, mens Chelseas målløse målscorer, Fernando Torres, indtager tredjepladsen. På fjerdepladsen finder vi så en anden, gammel Manchester United-kending; Cristiano Ronaldo, mens Frank Lampard fra Chelsea ligger nummer fem.

Rooney #10 mest populær

Ifølge Rob Thayne, der er direktør for globalt salg og marketing i Sporting iD, blev Rooney for alvor populær, da han fik nummer 10 hos “De Røde Djælve”:

– Vi startede med at producere Rooneys officielle trøje tilbage i 2002, da han fik professionel debut for Everton som 16-årig. Den produktion måtte vi udvide meget efter hans skifte til Manchester United i sommeren 2004, hvilket afspejlede hans enorme talent. Da han så overtog nummer 10 fra Ruud van Nistelrooy i 2007, kunne ingen andre følge med. Det er i øvrigt også Denis Laws gamle nummer, en af Rooneys personlige helte, og så er det selvfølgelig det sagnomspundne nummer, både Pele og Maradona spillede i, siger Rob Thayne.

Generelt er Manchester United-spillere populære. Ikke nok med, at både Wayne Rooney og eks-djævlen Ronaldo er i top fem – hele skalaen ville være rykket, hvis en anden, tidligere djævel fortsat var at finde i ligaen, siger Rob Thayne:

– Hvis David Beckham var blevet i Premier League, så havde listen her nok set anderledes ud.

Forrige artikel

Carrick er kølig

Næste artikel

Verdens øjne hviler på Manchester

ANNONCE