Chris Smalling og Phil Jones har været stærkt savnet i de defensive rækker i år hos Manchester United. Nu begynder der endelig at være lys forude. Begge er tæt på igen at kunne trække i støvlerne og hjælpe til i defensiven.
– Vi vil forsøge at få Chris gjort klar hurtigt. Jeg tror dog ikke at han når onsdagens kamp, men jeg er sikker på at han er klar til næste uges opgør. Der er håb for, at både ham og Phil Jones er klar til det travle program forude.
– Phil starter med fodboldtræningen på mandag. Han har stadig noget konditionsmæssigt at indhente. Men det er gode nyheder, og de er begge ikke langt fra at være klar, siger Ferguson i følge SkySport.
Chris Smalling har døjet med en brækket knogle i foden, mens Phil Jones har haft problemer med ryggen og knæet.
Vil videre i Capital One Cup
Samtidig afslørede Ferguson, at der vil være ændringer i morgendagens opstilling, i forhold til søndagens liga-kamp på Stamford Bridge. Truppen vil formentlig ligne den fra forrige runde mod Newcastle.
– Naturligvis vil vi ændre på holdet til onsdagens kamp. Truppen der spillede mod Newcastle vil være parat igen, siger Fergie til MUTV.
Dog kan holdet se en anelse stærkere ud i morgen, end normalt i Capital One Cup-kampene. Ferguson vil videre i turneringen, og ønsker at holdet er klar til endnu en storkamp mod Chelsea.
– Du ønsker ikke at tabe dernede, og vi vil videre i turneringen. Alle kampe dernede er svære, de har udviklet sig godt siden Roberto de Matteo overtog tøjlerne. Det er store kampe for os at møde Chelsea, og store kampe er godt for os, siger Sir Alex i følge MUTV.