Stam gør comeback for United

Jaap Stam har indvilget i at trække United-trøjen over hovedet, når et udvalgt hold skal spille en “legende-kamp” mod Real Madrid til sommer.

Jaap Stam gør til sommer comeback i Manchester United-trøjen, som han ikke har optrådt i siden 2001, hvor han under stort påstyr blev solgt til Lazio.  

Det står klart, efter den nu 40-årige hollænder har indvilget i at deltage i velgørenhedskampen Manchester United Legends mod Real Madrid Legends, der spilles på Old Trafford den 2. juni. 

Stam betragtes af mange eksperter som en af de bedste forsvarsspillere, Sir Alex Ferguson nogesinde har rådet over. 

Den hærdebrede hollænder var da også med til at vinde The Treble tilbage i 1999. 

Stam faldt dog i unåde hos Ferguson, efter han udgav en selvbiografi med lidt for mange detaljer på godt og ondt om livet i Manchester United. 

Fyret på tankstation 

Det var mere, end den iltre skotte kunne acceptere, og Stam blev derfor i al hast solgt videre til italienske Lazio. 

Stam har senere fortalt, at han reelt blev fyret på en tankstation i Manchester efter at have forladt en træning i utide. 

– På vej hjem modtog jeg et opkald fra Fergies sekretær, og Ferguson tog røret med det samme. Han spurgte, hvor jeg var, og jeg sagde, at jeg var ved en tankstation tæt på mig hjem. Han sagde, jeg skulle blive der. 

– På tanken parkerede han sin bil og kom over til mig. Han fortalte, at jeg skulle sælges, har Stam forklaret. 

Fergie fortrød

Mange har siden kaldt beslutningen for en af de værste i Fergusons lange karriere i United. 

Og den 71-årige manager indrømmede da også for et par år siden, at det var en forkert beslutning. Han fortalte dog samtidig, at han også havde solgt Stam, fordi han troede, at hans karriere sang på sidste vers. 

Jaap Stam havde dog pæn succes hos både Lazio og Milan, før han sluttede sin karriere i Ajax i 2007. 

Foruden Stam har bl.a. Edwin van der Sar, Andy Cole, Dwight Yorke, Denis Irwin og Lee Sharpe meldt deres ankomst til kampen mod Real Madrid.  

Forrige artikel

Desperate Anderson vil væk

Næste artikel

Rival: Zaha tager United med storm

ANNONCE