Talentspejder: Anthony Elanga

Seneste skud på stammen af spændende offensive talenter i Uniteds ungdomstrupper er en eksplosiv svensk kantspiller.

For et par måneder siden blev – måske til nogens overraskelse – en ung svensk kantspiller kåret til ‘Jimmy Murphy Player of the Year’ [årets spiller på U18-holdet, red.].

Som vi skrev her på siden blev Anthony Elanga belønnet for en god sæson på U18-holdet (7 mål og 3 assists i 9 kampe), men det var ikke selvskrevet at prisen ville gå til svenskeren.

Charlie McCann blev også nævnt som en mulig kandidat, og Teden Mengi havde nok vundet den hvis ikke for det faktum at han endte med at spille flere kampe for U23-holdet end U18-holdet.

Alligevel er alle i trænerstaben på United ungdomshold enige om at Elanga har gjort sig fortjent til hæder. Så lad os kigge nærmere på hvilken type spiller han er og hvor langt han er i sin udvikling.

På banen

Elanga (hvis navnet ringer en klokke er det nok fordi du husker hans far Joseph Elanga, der i sidste halvdel af 00’erne tørnede ud for Brøndby IF og det camerounske landshold) er en spillertype vi kender fra Uniteds førstehold i disse dage.

Af samme støbeform som Anthony Martial og Marcus Rashford, er Elanga en spiller der huserer på de tre offensive pladser (den moderne hybrid af kantspiller og angriber), og som er godt tilpas hvorend man placerer ham i den offensive linje.

Ligesom Martial og Rashford har Elanga dog vist sig skarpest og farligst når han opererer i venstre side af banen, hvor han kan trække ind i banen på sit foretrukne højreben. Han er en meget direkte spiller der udfordrer med sin fart og teknik, elsker at sætte en mand af og som har lidt af “det uventede” i sit spil.

Det fremgår også af hvem svenskerens største idol er. Når han bliver spurgt hvem han lader sig inspirere af er der altid et navn der går igen: Thierry Henry (som Anthony Martial også ofte er blevet stilistisk sammenlignet med)

Inden Elanga blev opsnappet af United (i sommeren 2018) var han en spiller mest anerkendt for sin eksplosive fart og assists via indlæg. En klassisk speedy winger der med sin acceleration kan sætte en modstander af og smække en bold i boksen (ikke ulig Dan James).

Da han som 14-årig spillede for den lokale klub Hattersley FC godt 20 km udenfor Manchester var det hans 31 assists i 14 kampe – omend han også scorede 12 mål – der overbeviste United om at hive ham ind i folden. Kort efter blev han kåret til ‘turneringens spiller’ ved Copa Mallorca.

I sin første sæson for United U18-hold spillede han overvejende på højrefløjen, men også en god håndfuld kampe som angriber. Han var ikke voldsomt produktiv i sin første sæson, men chippede i med flere assists end mål (5 mod 3 i 17 kampe).

Sidste sæson spillede han kontinuerligt på den modsatte fløj hvor han var bedre i stand til at udfolde sin målfarlighed, og det viste sig tydeligt i hans end product (7 mål og 3 assists i 9 kampe).

En af grundende til hans forbedrede målnæse er at Elanga har arbejdet tæt sammen med Dwight Yorke for at lære at time sine løb ind i boksen, samt at forudse hvor bolden ender når indlæg og afleveringer mislykkedes.

Elanga, som stadig kun er 18 år, er midt i en proces af at omstille sin spillestil til en type mere ala Anthony Martial og Thierry Henry, og denne udvikling så Gary Neville med egne øjne i starten af september da klubben han er medejer af, Salford City, blev destrueret 6-0 af Uniteds U23-hold.

Her var Elanga i sprudlende form med både mål og assist, og blev kåret til kampens spiller. Gary Neville beskrev ham efter kampen som “et mareridt at spille imod” og sammenlignede hans stil med netop Thierry Henrys.

Den kyniske United-fan vil bringe Tahith Chong op som et eksempel på en spiller der dominerede på ungdomshold men ikke var klar til at tage skridtet op til Uniteds førstehold.

Den tålmodige United-fan vil anerkende det som en fair pointe, men samtidigt minde om at gennemsnitsalderen for debut i Premier League faktisk er 22 år (det er de unikke talenter som eksempelvis Mason Greenwood og Bukayo Saka der forvrider vores billede af en naturlig progression for ungdomsspillere).

Chong er ved at finde sine fødder som seniorspiller i Bundesligaen, og det er ikke utænkeligt at Elanga må gå en lignende rute. Men det betyder ikke at man skal afskrive deres potentiale eller stemple dem som ubrugelige for United (Dean Henderson, Axel Tuanzebe og Mason Mount har alle for nyligt vist hvor meget en ung spiller kan vokse med et år i en anden liga).

Elanga har dog en fordel som Chong ikke har. Han er nemlig syv cm lavere end Chong (178 vs. 185 cm) og har et lavere tyngdepunkt samt en kropsform der er tættere og lettere at træne op muskelmæssigt.

Han er på ingen måde færdigudviklet fysisk, men i sin aldersgruppe er han stærk på overkroppen af af en kantspiller at være. Man kan let forestille sig en fysisk udvikling ala Martials eller Rashfords over de næste par år, hvor han vil få styrken til at kunne holde spillere bag sig med bolden eller holde balancen når han dribler forbi spillere.

Uden for banen

United har haft mange teknisk dygtige spillere gennem tiden, og hvert årti hører vi om de exceptionelle talenter der ikke klarede den (Rio Ferdinand elsker at fortælle om hvor god Ravel Morrison var med en tennisbold).

Der kan være forskellige årsager til at et ungt talent ikke klarer mosten, men rigtig ofte er det et spørgsmål om ikke at besidde den rette mentale kapacitet til et så konkurrencedygtigt, resultatorienteret og isoleret liv som fodboldspillere lever.

Derfor fremhæver Uniteds ungdomstrænere næsten altid de spillere der arbejder hårdt og er villige til at lære som eksempler. Og her er Elanga et mønstereksempel ifølge Neil Wood der har udtalt sig til The Athletic:

– Han er en af de hårdeste arbejdende spiller vi har. Han er desperat efter at forbedre sig, desperat efter at lære. Han ser konstant videoer med topspillere og han er den flittigste til at lave ekstra træning når dagen er omme. Han er en spiller man kan sidde og have en god diskussion om fodbold med. Nu er vi i en proces hvor han skal omsætte alt det hårde arbejde til at blive mere rolig i sine beslutninger når han er omkring boksen. Kan han forbedre det aspekt kan han nå langt.

Det var en stor del af årsagen til at Elanga vandt U-18 prisen at han er et godt eksempel på den rette arbejdsetik på og udenfor banen, og det er netop den slags kvaliteter Ole Gunnar Solskjær kigger efter når han promoverer ungdomsspillere til den store scene.

Elanga har også vist modenhed i andre aspekter.

Han kom først til England (fra Sverige) i 2013 da han var godt 11 år. Han har omstillet sig flot til et nyt liv i England, hvor han er vellidt i truppen og har gode venner (han deler værelse med Teden Mengi).

Han lærte engelsk uden problemer og har tilsyneladende lidt af et sprogøre. Foruden svensk og engelsk taler han fransk, men han har selv udtrykt et ønske om også at lære spansk og portugisisk i løbet af sin karriere.

Sidst men ikke mindst har Elanga fået meget ros af ungdomstrænerne for måden han håndterede en mindre krise på i slutningen af sidste sæson.

Da han var i sin bedste form løb han ind i en rygskade der holdt ham ude i næsten fire måneder.

Det vil være et stort mentalt slag for envher ung spiller der er ved at bryde igennem, men Elanga viste beundringsværdig modstandsdygtighed da han i pre-season vendte tilbage og med det samme ramte et niveau lige så højt eller højere end det han var på inden skaden.

Om Elanga får chancen på Old Trafford i den nærmeste fremtid er svært at spå om (undertegnede fremhævede Largie Ramazani sidste sæson kort inden han forlod United).

Men svenskerens udvikling er utvilvsomt på rette spor og det vil Solskjær have bemærket. Nu venter en sæson hvor Elanga skal replikere sin gode form på U18-holdet på et niveau højere (U23), og imponerer han dér bør der ikke gå længe før han er klar til at tage et nyt skridt.

Om det så bliver i Manchester eller på leje et andet sted vil tiden vise.

Køb den nye Manchester United trøje her via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

 
Forrige artikel

Ryan Giggs arresteret for mistanke om vold mod sin kæreste

Næste artikel

Giggs udeladt fra Wales' tre kommende kampe

ANNONCE