Manchester United har langt fra fået den sæsonstart, de havde tænkt sig. Det er rent faktisk den dårligste sæsonstart af et United-mandskab i 39 år.
På lørdag hedder modstanderen Brentford, hvor danske Thomas Frank står i spidsen. På trods af Uniteds dårlige form så mener danskeren ikke, at det nødvendigvis er en fordel for gæsterne fra London.
– Den anden side af sagen er, at de (Manchester United, red.) har brug for at slå hårdt tilbage og komme flyvende ud for at gøre alt, hvad de kan for at slå os. Der vil være pres på for at slå Brentford, men Manchester United er en stor klub, så der er en forventning om at vinde hver kamp
– Jeg tror ikke, at det gør en forskel, at de ikke har spillet så godt, siger Thomas Frank.
Brentford ikke har vundet på Old Trafford siden 1937. Alligevel møder Thomas Frank og hans mandskab op med stor tro på tingene på lørdag.
– Det (Manchester United, red.) er en stor klub, et godt hold, en fantastisk træner og fantastiske spillere. Det er en stor udfordring, men vi ser frem til det. Vi går derhen med troen på, at vi kan få noget ud af det, siger han.
Brentford har syv point efter de første syv runder i Premier League og er placeret på en 14. plads i tabellen.
Der bliver fløjtet op til lørdagens opgør mellem United og Brentford på Old Trafford kl. 16:00.