Det holdt dog hårdt i sidste ende. Det havde man ikke forventet efter den fænomenale start på kampen, hvor det lignede en kæmpe afklapsning til Reading. The Royals spillede flot fodbold og var tæt på et comeback, men United klarede den alligevel til sidst.
Selvom Sir Alex Ferguson forud for kampen havde annonceret, at de ældre ville blive sparet, startede Edwin van der Sar på målmandsposten, mens Paul Scholes havde fået plads på bænken. Ole Gunnar Solskjær var også med fra start, og han skulle vise sig at få en af kampens hovedroller.
Det var dog først Gabriel Heinze, der stjal spotlyset med sin scoring til 0-1. John O’Shea brød flot fri i højre side af banen og lagde en aflevering tilbage i feltet. Bolden røg dog tilbage til Heinze, der fyrede af første gang. Skuddet kom lige til Adam Federici i Readings mål, men australieren kunne ikke holde bolden, og dermed gik den i mål. Et vaskeægte målmandsdrop af Federici.
I det fjerde minut kunne Louis Saha øge føringen. Rio Ferdinand sendte en lang bold frem mod den tidligere Fulham-angriber, som med brystet tog bolden flot med sig. Vinklen blev en anelse spids for Saha, men det hindrede ham ikke i at sætte bolden i kassen til 0-2. Et flot mål af Saha, der i det hele taget spillede en rigtig god kamp og måske nu er udset til at danne makkerpar med Wayne Rooney på lørdag mod Liverpool.
Man var knap færdig med at juble over Sahas scoring, før Ole Gunnar Solskjær sørgede for en tremålsføring til United. Nordmanden befandt sig på kanten af offside, da en lang bold blev sendt frem, men linjedommerens flag blev nede, og det efterlod Solskjær helt alene med Federici. Med ydersiden kunne den nu 34-årige nordmand flot score til 0-3, og det virkede som om, at kampen allerede her var afgjort.
Det ville den måske definitivt have været, hvis Saha i det 12. minut havde udnyttet sin store mulighed. Franskmanden kom igen alene med målmanden, men denne gang fejlede Saha og sendte bolden en smule forbi den fjerneste stolpe.
Naturligt nok trak United sig nu et stykke tilbage på banen, og derfor blev det begrænset med antallet af chancer. Det næste gode forsøg kom på et frispark på kanten af Readings felt. Solskjær prøvede at finde det lange hjørne, men bolden ville ikke blive inden for målrammen. I stedet gik forsøget lidt over mål.
Reading havde indtil videre ikke skabt noget som helst i kampen, men de var effektive, da de fik tildelt et hjørnespark. Bolden blev smidt ind i Uniteds felt, den blev derefter forlænget og endte hos Dave Kitson, der nemt kunne heade reduceringen i kassen. Ferdinand så skidt ud i situationen, hvor han overhovedet ikke formåede at holde sig tæt på Kitson, men i stedet bare stod som forstenet.
Saha viste i denne kamp sin enorme fysiske styrke. Han holdt på bolden rigtig godt, mens han driblede forbi modstanderens forsvar. Efter næsten en halv times spil var det tæt på at give pote, da han fik kæmpet sig ind i feltet og fyret af med højrebenet. Han er dog som bekendt skarpest med venstre, og Federici havde ingen problemer med skuddet.
United levede mest på kontra, mens Reading styrede spillet. Steve Sidwell testede van der Sars evner med et hårdt skud, der var yderligt placeret. United-keeperen havde dog ikke det store besvær med at stoppe forsøget. Lidt større besvær havde han med Ki-Hyeon Seols skud kort før pausen. På skuddet, der kom fra venstre side, var van der Sar tvunget til at give hjørnespark. Her kom Reading igen tæt på scoring, da André Bikey fik hovedet på. Han missede dog målet med en meters penge.
I anden halvleg fortsatte Reading med at styre spillet. De havde dog meget svært ved at komme frem til store chancer, og når de endelig fik skudt på mål, stod van der Sar i vejen. Mange gange forsøgte United sig med kontrastød, men det lykkedes aldrig rigtigt at få truet Readings mål. Først efter 65 minutter kunne Saha sætte et truende forsøg af sted mod Federici, som dog ikke havde problemer med at redde. Det havde han heller ikke fem minutter senere, da den udskældte Kieran Richardson trak ind i banen og forsøgte sig med højrebenet.
I stedet for at øge føringen begyndte United at blive usikre i den bagerste kæde. Det blev alt for nemt for Reading at tilspille sig chancer, og i det 83. minut var det meget tæt på at gå galt. Dave Kitson var ved at blive dobbelt målscorer, men van der Sar ville det anderledes. Kitson modtog bolden i Uniteds felt, vendte rundt og sendte et godt skud af sted, der på mirakuløs vis blev holdt ude af van der Sar.
Van der Sar var dog chanceløs, da Readings indskiftede topscorer, Leroy Lita, satte endnu en reducering i mål. Ulises de la Cruz lagde et indlæg fra højre side, som Lita kom først på. Angriberen headede bolden ind ved nærmeste målstolpe, mens United-forsvaret så måbende til.
I kampens overtid kom Reading så tæt på en udligning, som man kan komme. Fra 25 meter bankede Brynjar Gunnarsson til kuglen, og van der Sar kunne ikke gøre andet end se bolden ramme overliggeren og ryge i spil igen. Tættere på kom Steve Coppells mandskab ikke, og United kunne ånde lettet op til sidst. Kampen ender: Reading 2-3 Manchester United.
United møder i kvartfinalen Middlesbrough på Riverside Stadium. Boro skulle her til aften ud i straffesparkskonkurrence mod West Bromwich, før de kunne sikre sig videre avancement. Uniteds kamp mod Middlesbrough vil blive spillet den 10. marts.