U21: Tottenham for stor en mundfuld

U21-holdet led sæsonens første nederlag for fødderne af Tottenham. Sir Alex Ferguson overværede United blive slået 2-4 i London.

Uniteds førstehold gæster i morgen Chelsea, og eftersom u21-holdet denne lørdag ligeledes spillede i London, så var Sir Alex Ferguson til stede. Det var dog et skidt resultat, som manageren blev vidne til. Tottenham sejrede 4-2.

Det var dog United, som først kom på måltavlen. To minutter efter et Tottenham-forsøg på træværket tog Joshua King et løb mod baglinjen. Herfra fandt han Jesse Lingard på midten, og han satte sikkert bolden i mål.

Midtvejs i første halvleg fik Spurs udlignet på lignende vis. Cristian Ceballos løb til baglinjen, og hans indlæg sneg sig imellem alle de røde trøjer, og så kunne Milos Veljkovic nemt score til 1-1.

Begge hold tillod sig at brænde flere muligheder i resten af halvlegen. Det skulle vise sig at blive dyrt for United.

Ny skade i offensiven

Både Will Keane og Davide Petrucci sidder på nuværende tidspunkt ude med skader, og i pausen måtte nu også King lade sig udskifte. Han blev erstattet af den yngre Tom Lawrence, der skulle vise sig at score kampens sidste mål.

Værterne sad på det meste af spillet i anden halvleg, og kun Sam Johnstone holdt United inde i opgøret. Målmanden kunne dog intet stille op, da Ceballos sendte et skruende langskud af sted efter 65 minutter.

Nabil Bentaleb gjorde ham kunsten efter med et nyt langskud, da der resterede ti minutter og øgede til 3-1. Samme Bentaleb var igen involveret blot et minut senere, da han lagde op til Jonathan Obika, der afgjorde kampen til Spurs’ fordel.

Lawrence nåede kort efter at gøre sig markeret. Med et fremragende spark fik den unge angriber reduceret til kampens slutresultat, 4-2. Uniteds første nederlag i sæsonen blev dermed en realitet. Tottenham har nu samme antal point som United på andenpladsen. Øverst i tabellen ligger Newcastle med to point mere. United har dog spillet en kamp mindre end sine rivaler.

 

Tottenham Hotspur 4-2 Manchester United

15’ 0-1, Jesse Lingard

23’ 1-1, Milos Veljkovic

65’ 2-1, Cristian Ceballos

83’ 3-1, Nabil Bentaleb

84’ 4-1, Jonathan Obika

86’ 4-2, Tom Lawrence

 

Opstilling

Sam Johnstone

Frédéric Veseli – Michael Keane – Tom Thorpe – Sean McGinty

Larnell Cole – Ryan Tunnicliffe – Michele Fornasier – Robbie Brady

Jesse Lingard

Joshua King

 

Bænk

Jonny Sutherland, Tyler Blackett, Reece James, Charni Ekangamene, Tom Lawrence

 

Udskiftninger

46’ Ud: Joshua King – Ind: Tom Lawrence

82’ Ud: Tom Thorpe – Ind: Tyler Blackett

Previous Article

Video: Han har bygget Old Trafford i sin stue

Next Article

Helstegt pattegris aflyst

ANNONCE