Manchester United kunne hilse på to tidligere United-spillere i Burnleys startopstilling i form af Tom Heaton og David Jones. Sidstnævnte var millimeter fra at gøre det til et ærgerligt gensyn efter få minutters spil.
David Jones sendte den på overliggeren i kampens åbning direkte på frispark, og få minutter senere var Jonny Evans tæt på at være skyld i en tidlig scoring til hjemmeholdet. David de Gea og co. slap dog med skrækken.
Efter et kvarters spil bed United fra sig for første gang. En bold fra Angel Di Maria blev fint taget ned af Robin van Persie, og afslutningen fejlede heller intet – Tom Heaton kom dog i vejen.
Angel DI Maria var også manden bag næste United-chance, da han bandede med Robin van Persie og lagde den fladt ind til Juan Mata, der dog skvattede i afslutningsøjeblikket.
Derfra var det småt med målchancer til udeholdet. Burnley kunne heller ikke få hul på bylden, så holdene gik til pause ved 0-0.
Anden halvleg var et kvarter gammel, før der skete noget nævneværdigt. Angel Di Maria brød igennem på venstrekanten og skabte postyr. Bolden endte hos Robin van Persie, der i sidste ende blev afvist.
Det vrimlede ikke med muligheder til hverken Burnley eller United, og med ti minutter igen lignede det en pointdeler imellem de to mandskaber.
Der var pres imod Burnleys mål i kampens afslutning, og specielt et klart straffespark, der blev overset af dommer Chris Foley, bragte pisset i kog hos gæsterne.
Lige meget hjalp det. Manchester United har stadig deres første Premier League-sejr til gode efter opgør mod Swansea, Sunderland og Burnley.