Det var dumt, men kom nu videre.
Sådan siger Manchester United-legenden Gary Pallister om Rooneys udbrud efter 2-3-målet i lørdags. Pallister forstår ligesom mange Manchester United-fans ikke, hvorfor FA vil gøre mere ud af sagen og råder dem til at lade være.
“Det var ikke klogt, men jeg mener, man er nødt til at forstå alle de følelser, der var i spil,” siger Gary Pallister til Sky Sports News HD.
“Det har været en svær sæson for Wayne, og det var en svær situation for Manchester United i lørdags, hvor de var bagud 2-0. Så det var bare et følelsesudbrud. Han fortryder det, han undskyldte med det samme, og det, synes jeg, er nok. Videre,” siger Pallister. Med det rammer han nøjagtig den pointe, en stor del af Manchester Uniteds fans har givet udtryk for, siden det kom frem, at FA ville undersøge sagen nærmere.
“Han er ikke den første spiller, der bander efter at have scoret et mål. Det tror jeg, man ser mange spillere gøre. Når du scorer et mål og følelserne kommer ud, så er “havnearbejdersproget” en del af udbruddet. Det er uheldigt, han gør det til et kamera, men som jeg sagde, så har han undskyldt, og jeg mener helt ærligt, at det er nok.”
I kampens hede
Det er ikke første gang, Rooney bringer sig selv i problemer ved at være lidt for åbenmundet foran kameraet. Efter Englands VM-gruppekamp mod Algeriet kritiserede Rooney Englands “trofaste fans” for at buh”e af holdet. Dengang slap Rooney for straf af FA – noget, der måske kan få nogle til at mene, at nu må hammeren falde. Pallister mener dog ikke, at de to situationer kan sammenlignes:
“Dengang havde han mere tid til at tænke over tingene, og derfor burde han have brugt lidt sund fornuft. Denne gang var der mange flere ting på spil. Det har været en svær sæson, og han har ikke scoret så meget, som han gerne ville. Når man så scorer et hattrick i så vigtig en kamp, der kan hjælpe med at bringe titlen til Old Trafford, kommer frustrationerne ud.”
FA har stillet Wayne Rooney to spillesdages karantæne i sigte. Rooney har ifølge Daily and Sunday Express indtil i dag kl. 18 engelsk tid til enten at acceptere eller appellere straffen. Appellerer han, skal der holdes en høring, hvor angriberen har mulighed for at forklare sig selv.