United klar til semifinalen

Et brag af et langskud fra Ashley Young samt et flot mål af Patrice Evra sendte her til aften United i semifinalen af Capital One Cuppen.

Lad det være sagt med det samme, aftenens kamp i kvartfinalen i Capital One Cuppen mellem Stoke og Manchester United blev aldrig nogen fantastisk fodboldkamp. Faktisk lignede højdepunktet i lang tid at være, da dommer Mark Clattenburg midt i første halvleg valgte at fløjte til ti minutters pause grundet kraftigt haglvejr.

Heldigvis var det kun en kort pause, og til publikums store glæde kunne kampen fortsætte. Det var også svært at se, hvornår en eventuel omkamp skulle kunne presses ind i de kommende ugers tætpakkede juleprogram. Generelt var Uniteds udefans endnu engang forrygende, og dominerede totalt på Britannia Stadium denne onsdag aften.

United var uden flere skadede profiler, og stillede derfor i det der vel pt er noget nær stærkeste opstilling, med de spillere David Moyes nu engang har til rådighed. Weekendens målscorere Tom Cleverley og Danny Welbeck havde atter fået genvalg, og Welbeck var på en hård opgave alene i front, mod Stokes høje forsvarsspillere.

Banen i Stoke var ikke den nemmeste at spille på i første halvleg, da det kraftige regn- og haglvejr gjorde den svær at kombinere på til tider. Og første halvleg var generelt blottet fra chancer i begge ender, hvor Sørensen og de Gea sjældent blev testet.

Der kom til gengæld lidt mere fart over feltet i anden halvleg, hvor Stoke havde flere rigtig gode chancer, og United havde også nogle fine muligheder fr at få scoret. Målet kom efter lidt over en times spil, da den ellers ofte udskældte Ashley Young bankede bolden i nettet.

Et hurtigt taget frispark på midten af banen fra Cleverley, første til Young der spillede en hurtig bande med Chicharito på kanten af feltet, hvorefter Young bragede bolden ind bag Thomas Sørensen. Første mål af Young siden maj 2012. Og det var en tydligt lettet og lykkelig Young der jublede efterfølgende.

Målet tvang Stoke til at komme mere frem og satse, og hjemmeholdet havde da også flere chancer efter Uniteds mål. Men det blev ved lige ved og næsten for Stoke, som med tolv minutter tilbage kunne se Patrice Evra fordoble Uniteds føring.

Stokes kaptajn Ryan Shawcross var netop gået ud med skade, og det gav lidt kaos i den bagerste kæde hos Stoke, hvilket Evra udnyttede til at tage nogle hurtige træk og sende bolden i nettet til 2-0. Flot scoring af United-anføreren, som var bedre end længe set i dagens kamp.

De sidste ti minutter skulle bare klares uden problemer. Stoke virkede opgivende efter scoringen, mens United var fint tilfredse med tingenes tilstand. Darren Fletcher kom ind og fik godt ti minutter mere i benene, og fortsætter sin fantastiske vej tilbage mod toppen efter sin langvarige sygdom.

Med sejren fortsætter United den gode stime holdet er kommet ind i, med tre sejre i træk og tre clean sheets i træk, og Moyes tropper er nu klar til semifinalerne af Capital One Cuppen. Der trækkes lod senere i aften, hvor de tre andre hold i hatten er West Ham, Manchester City og Sunderland.

Netop West Ham er Uniteds næste modstander, når Sam Allardyce og co gæster Old Trafford på lørdag i Premier League.

Forrige artikel

Rooney er skadet

Næste artikel

OldTrafford.dk beklager

ANNONCE