Det engelske fodboldforbund valgte i går at offentliggøre hele rapporten over dets beslutning om at suspendere Patrice Evra tre spilledage.
Karantænen har udgangspunkt i franskmandens håndgemæng med en ansat fra Chelsea efter sidste sæsons opgør på Stamford Bridge.
Hele sagen er blevet gjort til kæmpe skandale som følge af FAs langsomme efterforskning. Forbundet forsøgte at blødgøre kritikerne ved at lægge hele afgørelsen ud på deres hjemmeside. Heri kan man læse forbundets kritik af Manchester Uniteds vidneforklaringer, som betød, at forbundet ikke kunne give United medhold i dets forsvar af Evra.
At offentligøre den 22 siders lange rapport er dog ikke faldet i Uniteds smag.
“Vi er skuffede over, hvad de har gjort. Jeg synes ikke, det er særlig klogt,” sagde Ferguson fredag.
Forbundets formand Lord Triesman rejste fredag ud til Japan for at overvære VM finalen på søndag, men også for at promovere landets bestræbelser på at arrangere VM i 2018.
Her vil Triesman også få en chance for at få clearet luften mellem forbundet og Manchester United, når han mødes med Manchester Uniteds direktør David Gill.