United sejrede på Boxing Day

Uniteds offensiv sprudlede og sikrede den første sejr i julens hektiske program, da Newcastle blev sendt hjem med et nederlag på 3-1.

2.juledag er noget vi alle forbinder med sild, snaps, julefrokost og ikke mindst bold fra Premier League. I dag havde United hjemme på Old Trafford besøg af Newcastle, en kamp der skulle vindes for at holde trit med de øvrige hold i toppen af ligaen.

United var dog ramt af uheld, da Angel Di Maria var blevet skadet ved den sidste træning op til kampen. Derudover var Marcos Rojo ikke med i truppen, mens der til gengæld var comeback til Rafael da Silva, der kom ind de sidste ti minutter i stedet for Antonio Valencia.

Van Gaal havde valgt at holde fast i 3-5-2, men havde denne gang rykket Michael Carrick op på midtbanen, mens forsvaret bestod af Evans, Jones og så unge Paddy McNair i midten. Den unge nordirske stopper spillede en glimrende kamp, og lignede en knægt som er kommet videre efter den hurtige udskiftning i Southampton for nogle uger siden.

Newcastle satsede fra kampens start på omstillinger, mens United omvendt ønskede at holde på bolden og spille sig frem på banen. Gæsterne ville helst have United til at spille op i venstre side, men Ashley Young leverede endnu engang en flot præstation som wingback, og havde flere fine indlæg.

Offensiven med Rooney, Falcao, van Persie og Mata arbejdede hårdt når Newcastle havde bolden, og så snart United havde bolden var de i bevægelse for at finde rum at boltre sig på. Og det fire stjerner skulle hurtigt give fansene noget at juble over.

Først var det Falcao, som viste overblik da han glidende fik sendt en aflevering på tværs til Rooney, der enkelt kunne bringe United i front. Uselvisk af colombianeren, der ikke selv kom på tavlen i dagens opgør.

Til gengæld fik Rooney scoret endnu engang inden pausen. Denne gang var det Mata der leverede en elegant assist, som anføreren køligt sendte ind ved stolpen. Dermed kunne hjemmeholdet gå til pause med en god føring, efter 45 minutters kontrol.

Louis van Gaals tropper havde også fuldstændig styr på kampen i anden halvleg, hvor gæsterne sjældent fik testet de Gea i United-målet. Små ti minutter inde i anden halvleg var det så Rooneys tur til at være manden med næstsidste fod på bolden inden scoring.

Han fandt flot van Persie, der headede bolden bag Alnwick i Newcastles mål, og United var dermed på 3-0 og styrede kampen totalt. Det var herefter dog tydeligt, at vi er inde i et tæt program, med kamp allerede på søndag, så United tog gassen af og kørte bolden sikkert rundt.

Van Gaal valgte at tage Carrick og Falcao ud, hvilket gav spilletid til Fletcher og Wilson. Skotten gjorde det fint på midten, mens Wilson aldrig fik muligheden foran kassen, da United var gået et gear ned i tempo.

Kort før tid fik gæsterne scoret til resultatet 3-1, da Phil Jones begik straffespark på kanten af feltet. De Gea var chanceløs på sparket fra Cisse, men ellers gik de sidste minutter uden drama og United fik tre gode point mere til kontoen.

City og Chelsea vandt også deres kampe på Boxing Day, og dermed er afstanden til de to tophold fortsat indtakt.

Næste opgave for United er allerede på søndag, hvor United gæster White Hart Lane og Tottenham. Spurs vandt i dag med 1-2 ude mod Leicester, med danske Christian Eriksen som den store helt og målscorer.

Forrige artikel

Vanvidsrygte: United vil hente Bale

Næste artikel

Van Gaal hylder rød dominans

ANNONCE