United sejrede på Goodison

Manchester United kom tilbage på ret kurs, med en sikker sejr på Goodison Park mod Everton i dag.

Knap to uger er der gået siden det tunge nederlag mod Arsenal. To uger, hvor de fleste af United-spillerne har været afsted med diverse landshold i hele verden. Så van Gaal og co har ikke haft den bedste optakt til dagens kamp mod Everton.

United har haft det svært på Goodison Park de seneste sæsoner, og da det kort inden kampstart kom frem at Everton-legenden Howard Kendall var død, var der for alvor lagt op til en intens og svær opgave for United.

Van Gaal havde foretaget enkelte ændringer i forhold til sidst. Blandt andet kom Phil Jones ind og fik første start i denne sæson, og gjorde det fint i det centrale forsvar sammen med Chris Smalling, der endnu engang viste sig frem på fornem vis i dagens kamp.

Daley Blind var gledet ud på bænken, og Marcos Rojo gik i stedet ind og tog sig af venstrebacken. En opgave argentineren løste ganske flot. Han havde en afgørende fod med i flere mål, var solid defensiv overfor hurtige Aaron Lennon, og spillede generelt en fin kamp.

Memphis Depay var henvist til bænken, hvor hollænderen fik lov at sidde i samtlige 90 minutter i dag. Anthony Martial lå til venstre i angrebet, med Juan Mata til højre, og Ander Herrera lige bagved Wayne Rooney.

Og netop Ander Herrera kom i fokus, da han spillede en flot kamp i rollen som den mest offensive midtbanespiller. Han gik fint med i spillet offensivt, skabte chancer og kom selv på måltavlen.

Stor kamp af spanieren, der i ugens løb har snakket om ambitionen om deltagelse for Spanien ved sommerens EM-slutrunde, og med præstationer som i dag, bør Herrera være en del af spaniernes trup.

Først var det dog Morgan Schneiderlin, der bragte gæsterne på 0-1, da bolden endte hos ham og han kunne enkelt sende bolden i det lange hjørne forbi Tim Howard. Everton-forsvaret fik ikke clearet bolden ordentligt efter et kort hjørnespark fra Juan Mata, og efter lidt frem og tilbage, lå bolden altså i nettet.

Det blev 0-2, da Herrera kom godt med i feltet og headede bolden i nettet på et fremragende indlæg fra Marcos Rojo. United kontrollerede generelt begivenhederne, og havde fuld kontrol over opgøret.

Bastian Schweinsteiger var styrmanden på midtbanen, og Everton-spillerne løb konstant forvirrede rundt i Uniteds kombinationsspil. Dog måtte David de Gea flere gange undervejs i opgøret hive verdensklasse redninger ud af handskerne, efter blandt andet Romelu Lukaku viste sin fysiske styrke og farlighed.

Samtidig stod defensiven godt, og United havde omvendt flere gode offensive aktioner. Flere gange fik Martial vist kvaliteterne, og fik Seamus Coleman til at ligne en ganske ordinær back.

Meget har været sagt og skrevet om Wayne Rooney, og anførerens manglende skarphed. Han kom på tavlen i anden halvleg, da han efter en flot aflevering fra Herrera kunne løbe ned og sende bolden forbi Howard i målet. Ellers endnu en noget blandet kamp fra kaptajnens side i dag.

I løbet af anden halvleg sendte van Gaal unge Jesse Lingard på banen, hans hurtighed skulle dæmme bedre op for Evertons hurtige venstreside, og samtidig havde Lingard et par fine offensive aktioner og indlæg.

Alt i alt en glimrende præstation af United-holdet, hvor sejren aldrig for alvor var i fare. God måde at slå tilbage på efter skuffelsen mod Arsenal, og god optakt til næste uges lokalbrag mod Manchester City. Inden da venter dog en Champions League-kamp mod russiske CSKA Moskva.

Vil du på Old Trafford og opleve The Red Devils? Vi guider dig i de forskellige muligheder her

Forrige artikel

Startopstillingen mod Everton

Næste artikel

Rooney: En virkelig god præstation

ANNONCE