Årets Champions League-finale spilles i Moskva, hvilket har skabt store problemer for især fans af engelske hold, idet det meget vel kan ende med to engelske hold i finalen.
Dette vil betyde et massivt pres på de russiske myndigheder, som i løbet af rekordtid – eller 18 russiske arbejdsdage – skal udstede visum til over 60.000 personer.
For at afhjælpe problemet en smule har Manchester United derfor valgt at udsende information om finalen allerede nu, hvis altså de går videre.
Dermed kan fans få den længst mulige tid til at arrangere turen til Rusland.
Ligesom i 1999 har United valgt kun at give sæsonkortholdere og executives mulighed for at søge billet til finalen, hvilket vil udelukke mange One United-medlemmer, selvom de måske har været til alle udekampe i turneringen denne sæson.
Resultatet af ansøgningerne vil blive afgjort den 21. april, altså to dage før semifinalen.