Valencia: Rafael kan blive den bedste

Antonio Valencia melder sig nu i koret af mennesker, som overøser Rafael med ros. Han kan blive blandt de bedste på højre back, siger Valencia.

Brasilianske Rafael har leveret spil af fineste karat denne sæson og har derfor modtaget masser af ros. Faktisk har han været så god, at han er den markspiller, der har spillet flest kampe efter Patrice Evra og Michael Carrick.

De præstationer er ikke gået Antonio Valencias næse forbi. Mens Uniteds 7’er ikke selv har vist fordums styrke, er han ikke for fin til at dele roser ud til kollegaen i højre side.

– Det er utroligt, så meget han har forbedret sig. Jeg har set store forbedringer i hans koncentrationsniveau. Hvis han fortsætter, varer det ikke længe, før han er en af de bedste højre backs i verden, siger Valencia ifølge Sky Sports.

Håber på mere spilletid

I tidligere sæsoner har Valencia været en sand indlægsmaskine på højrefløjen og har derfor stået fadder til et væld af mål og gode muligheder. Præstationer, der gjorde ham værdig til det legendariske nummer 7.

I indeværende sæson har skader og formdyk dog ødelagt meget for ecuadorianeren. Han håber alligevel at kunne bidrage til holdets succes resten af sæsonen.

– Jeg håber på at spille en vigtig rolle mellem nu og maj. Jeg håber, jeg bliver involveret i så mange kampe, jeg kan. Hvis jeg bliver valgt, er jeg fast besluttet på at gribe mine muligheder og gøre mit bedste for alle, siger han.

Forrige artikel

Rival: Zaha tager United med storm

Næste artikel

Endnu en sejr til u19 i USA

ANNONCE