Van Gaal vil vinde FA Cuppen

Det er 11 år siden United sidst vandt FA Cuppen, men Louis van Gaal går hårdt efter sejren i denne sæson.

United er den mest vindende klub i FA Cuppen. Hele 11 gange har United løftet pokalen, hvilket kun Arsenal kan matche. Spurs følger efter med otte mens Liverpool har syv titler i den prestigefulde pokalturnering.

Men seneste United-triumf er helt tilbage fra sæsonen 2003/04, så Louis van Gaal mener det er på tide at vinde turneringen igen.

– Jeg ved hvad FA Cuppen betyder for denne klub, vores spillere og vores fans. Turneringens betydning for Uniteds historie er velkendt. Så det er lidt specielt at spillere som har været her længe såsom Rooney, Carrick og Evans aldrig har vundet turneringen. Det er en titel jeg ved de er desperate efter at vinde, siger van Gaal.

Med ingen Champions League-bold og et hurtigt exit fra Capital One Cuppen, er der masser af tid og mulighed for at kunne fokusere på FA Cuppen i denne sæson. Der trækkes lod til 3.runde på mandag, mens selve kampene skal spilles i dagene omkring 3.januar. Van Gaal er dog ligeglad hvem der trækkes op af hatten til United.

– I forbindelse med lodtrækninger som denne, bliver jeg ofte spurgt om hvem jeg ønsker at møde og hvem jeg gerne vil undgå. Mit eneste ønske er at få lov at spille hjemme foran vores fans på Old Trafford, lyder det fra van Gaal.

United røg sidste år ud i 3.runde, da Swansea besejrede United.

Forrige artikel

Dortmund åbner op for Reus-salg

Næste artikel

Fellaini: Jeg er småtræt

ANNONCE