Van Persie sikrede uafgjort

En sen udligning fra Robin van Persie sikrede United det ene point mod Chelsea.

Efter en række kampe mod det man på papiret vel kan kalde for mellemgruppen af hold i Premier League, går United nu ind til en periode med modstand af en noget andet karakter. City og Arsenal venter snart, og i dag kom det suveræne førerhold fra Chelsea på besøg i Manchester.

Jose Mourinho plejer altid at toppe det andet år han er i sine klubber, og den portugisiske træner har da også lovet, at det skal blive i år mesterskabet skal retur til den blå del af London. Og man må sige, at med den start Chelsea har fået på ligaen i år, er det svært at se hvem der skal tage pokalen fra dem.

I dag var Chelsea også en tand bedre end United i stort set alle dele af spillet. Ganske naturligt kom gæsterne til Old Trafford med masser af tro på tingene, efter en næsten perfekt start på ligaen, hvor det blot er blevet til pointtab i en kamp. Indtil i dag.

United har allerede brugt 30 spillere i denne sæson, primært grundet skader, men også fordi Louis van Gaal stadig leder efter den ideelle opstilling. Og bedst som man troede skadeslisten var på vej ned, kom nye til. Young, Falcao og Jones var ude i dag med småskader, til gengæld var Smalling tilbage.

Kampen igennem var det Chelsea der var i kontrol, og selv i de perioder hvor hjemmeholdet havde bolden mest, følte man at Mourinhos mandskab havde god kontrol over tingene. De stod stærkt i forsvaret og på midten havde specielt Nemanja Matic styr på tingene. Og gang på gang var der fare på færde, når Hazard lå overfor Rafael.

Van Gaal havde valgt at give genvalg til Marouane Fellaini, der gjorde det glimrende efter indskiftningen mod West Bromwich i mandags. Belgieren gjorde det okay i dag, og havde et udemærket samarbejdet med Blind inde centralt på midtbanen.

United havde dog nogle gode muligheder. Specielt anfører Robin van Persie burde måske have sendt bolden i nettet da Januzaj fornemt sendte ham fri foran mål. Men hollænderen brændte, og man sad tilbage med en følelse af, at den havde den vikarierende anfører sparket ind i sin første sæson hos United.

Et mål fra van Persie havde totalt ændret kampen, men det forblev uden scoringer i de første 45 minutter. United fik aldrig for alvor sat Di Maria i scene, men til gengæld var det positivt at se Januzaj og Shaw have et godt samarbejde på venstrekanten.

Kort inde i anden halvleg kom scoringen så. Først havde de Gea en super redning, efter Hazard spadserede sig igennem forsvaret. På det efterfølgende hjørnespark kunne Rafael ikke dæmme op for Didier Drogba, der headede den ind i nettet.

Scoringen gav Chelsea endnu mere ro og sikkerhed i spillet, mens van Gaal satsede og smed unge James Wilson på banen i stedet for en Juan Mata, der ikke fik taget hævn mod sin gamle arbejdsgiver. Wilson gjorde et udemærket indhop, uden dog at få truet Courtois i målet.

Bedst som det lignede et nederlag til United, kom udligningen så. I Fergie-time dukkede van Persie op og bankede bolden i nettet til 1-1 og et enormt jubelbrøl fra Old Trafford. Målet kom efter et frispark begået af Ivanovic der blev sendt i bad efter sit andet gule kort.

Dermed blev det til et enkelt point for United, der næste uge skal en tur til Etihad og møde City. Forhåbentlig kan dagens scoring få lidt liv i van Persie, så United kan true Kompany og co i lokalbraget.

Forrige artikel

Van der Sar vil have Januzaj til Ajax

Næste artikel

Van Gaal: Samme gamle sang

ANNONCE