Rasmus Højlund har scoret otte mål i de seneste ti kampe.
Men i stedet for at angriberen har lynet i Manchester Uniteds røde dragt, har det været i Napolis lyseblå og det danske landsholds røde. Vi ser altså en stærk kontrast til den Højlund, som tørnede ud for først Erik ten Hag og siden Ruben Amorim i seneste sæson.
Den 22-årige danske angriber ligner en mand, som er forvandlet få måneder efter skiftet væk fra Manchester til det sydlige Italien og Napoli. Synd for United – godt for Højlund. Det har han fortjent efter en hård, urimelig tid i England.
Hans præstationer var sløje de sidste 6-12 måneder, ja, men det var ikke meget støtte han fik fra setuppet i klubben. Han er gået fra at ligne en spiller, der ikke kunne tage tre på foden til at sætte kuglen i kassen på førsteberøringen, som har han aldrig lavet andet.
Hvad siger det om Manchester United, at en af klubbens spillere nu for anden sæson i træk er draget til Napoli og Serie A og – i skrivende stund – er en de mest bemærkelsesværdige profiler i ligaen?
Først og fremmest kan det til Uniteds fordel siges, at Rasmus Højlund i mange weekender møder modstand, som niveaumæssigt ikke helt kan svare sig med den, han ville møde i Premier League. Serie A skal ikke tales ned, for der er gode modstandere dernede også – det siger bare noget om den historisk uhørte købekraft, klubberne i Premier League har, at der er en forskel.
Glazer-familien og INEOS kan gemme sig en smule bag niveuforskellen på Premier League og Serie A. Men der er tale om om en tendens, når det efterhånden er sket så mange gange, at spillere er skiftet væk fra United og blomstret op. Så de kan ikke dække sig fuldstændigt af den undskyldning.
I stedet er der tale en plade, som er blevet spillet før – og undertegnede har sat den på flere gange – men det gør den tydeligvis ikke mindre aktuel. Det er den, som handler om, at ejerskabet under Glazer-familien ikke har skabt en sund, bæredygtig kultur, som hjælper gode individuelle og kollektive præstationer på vej.
Eksemplerne er mange på ting, som amerikanerne IKKE har gjort for at hjælpe sportslige præstationer på vej. Der blev ikke investeret i Carrington før sidste år, hvor det var INEOS, der som noget af det første satte gang i en stor renovering af træningsanlægget. Men, som The Atheltic kunne skrive i weekenden, siger det meget, at der efter en 50 millioner pund stor investering, fortsat ikke er plads til alle ungdomsspillerne på træningskomplekset. Det kommer af et ejerskab, som ikke har været forudseende i forhold til, hvor spillet længe har været på vej hen med alt, der handler om at optimere hold og spilleres præstationer. Det er et buldrende tog, Glazer-familien aldrig satte sig ind i.
Den seneste kommentar fra min side rummer noget af den samme kritik, som bliver luftet nu. Men det er et svigt fra ledelsens side, når du går ind til en ny sæson med – må vi tolke – Altay Bayndir som første keeper og en central midtbane bestående af Casemiro, Manuel Ugarte, Kobbie Mainoo og Bruno Fernandes. Det er sket før. I sidste sæson startede Casemiro og Christian Eriksen sammen i ni ud af de første 13 kampe. Derudover var Luke Shaw skadet, så der var heller ikke nogen naturlig venstre back, og sådan kan vi blive ved igennem stort set alle sæsoner, siden Sir Alex Ferguson stoppede. I de sæsoner siden 2013 har INEOS og Sir Jim Ratcliffe været ved roret i to, så de har et medansvar, men pilen peger mest mod Glazer-familien.
Manglende investering i faciliteter og spillermateriale ender med at udstille de skiftende trænere og spillere. Det er dem, vi alle sidder og kigger på weekend efter weekend, og derfor er det også naturligt, at det er dem, som står på mål for kritikken. Men der findes ingen kæder, som er stærkere end det svageste led. Og i Manchester Uniteds tilfælde dukker det svageste led op allerede fra start ved Glazer-familien. Det betyder, at en fordærvet kultur får lov til at fortsætte fra dem og helt ud i de præstationer og resultater, vi ser på banen i weekenden.
En konsekvens ved dette er blandt andet, at nogle få, uheldige spillere bliver syndebukke. Eksemplerne har været mange, men Rasmus Højlund er blandt de seneste. Danskeren blev handlet for 70 millioner pund til et hold, som ikke havde en plan for, hvordan der skulle laves mål andet end ved enkeltmandspræstationer og på dødbolde. Derudover var den eneste reelle udfordrer til pladsen i første sæson kronisk skadede Anthony Martial. Det er ikke rimelige kort at give en 20-årig fodboldspiller, som kommer til en af verdens største klubber i den mest dækkede liga i verden.
Faktisk var første sæson hæderlig med ti mål i 30 Premier League, men en dårlig kultur har det med at indhente virkeligheden, og den ramte også Højlund. I sidste sæson lignede han som tiden gik mere og mere en mand, som var knækket under det massive pres.
Presset ER massivt i Manchester United. Men det er bare ikke en undskyldning, som dem, der bestemmer, kan gemme sig bag. De kan i stedet skele til Liverpool, hvor presset er sammenligneligt. Hvis vi ser bort fra, at ærkerivalen er dårlige i skrivende stund(og nu ved jeg godt, at jeg har jinxet kampen på søndag, sorry), så kan Liverpool og deres amerikanske ejere i hedgefonden FSG tydeligvis godt finde ud af at skabe et sundt, sportsligt fundament, som trænere og spillere kan præstere ud fra. Det har Glazer-familien ikke været i stand til, og det kan der efterhånden ikke kan være to meninger om. I stedet har ikke-kontrollen med klubben skabt en rådden kultur, hvor dygtige spillere og trænere er knækket nærmest på samlebånd.
Højlund har været blandt de seneste ofre. Et forsigtigt bud herfra er, at Benjamin Sesko er blandt de næste.