Kommentar: Endnu et selvmål af Ineos

Foto: Jacob King/PA Images via Getty Images

Dette er en kommentar. Den fremstiller udelukkende skribentens egen holdning.

Lad mig starte med at sige, at jeg jublede, da Ineos købte sig ind i Manchester United i december 2023.

Det forlød, at Sheikh Jassim fra Qatar ville betale mere, men jeg kunne bedre lide idéen om den lokale forretningsmand. Og jeg ønskede virkelig ikke, at United skulle blive et Newcastle 2.0.

Det så også godt ud, da de startede med at få en sportslig ledelse på plads. Endelig pegede Manchester United ikke kun på, om manageren var god nok. Man ville også sikre sig, at der ville være folk i maskinrummet til at sikre de bedste betingelser.

Min holdning til spørgsmålet om Ineos vs Sheikh Jassim har som sådan ikke ændret sig.

Men min tiltro til Sir Jim Ratcliffe og hans folk ligger efterhånden på et ret lille sted. Det er i mine øjne også det, der i dag er kommet til udtryk med fyringen af Ruben Amorim.

Uro på ledelsesgangene

Jeg begynder med ansættelserne af Omar Berrada, Jason Wilcox og Dan Ashworth. De blev skreget op til at være ‘best in class’, og de skulle nu skabe rammerne for at få United tilbage til den absolutte top. Det lyder jo fornuftigt.

Problemet er bare, at de mange kokke er endt med at fordærve maden ved at trække i forskellige retninger. Ansættelsen af Ruben Amorim var angiveligt Omar Berradas idé.

Ashworth ville have en mere pragmatisk løsning, hvor blandt andre Gareth Southgate blev nævnt. En træner, han også kender fra det engelske fodboldforbund.

I sidste ende fik Berrada sin vilje, og Ashworth forlod projektet. Wilcox har siden været den primære ansvarlige for den sportslige succes. Men den seneste tids uro mellem ham og Ruben Amorim tyder ikke på, at han for alvor har støttet portugiseren og hans valg af spillestil.

Ruben Amorim fik to nye spillere at arbejde med i januar 2025. Patrick Dorgu og Ayden Heaven. To rå talenter, som vi nok ikke skulle forvente for meget af i starten. I sommers kom fire nye spillere også til i form af Matheus Cunha, Bryan Mbeumo, Benjamin Sesko og Senne Lammens.

Men er det nok? Truppen har længe skreget på en central midtbanespiller, og vi og Amorim synes at være holdt ud i strakt arm i forhold til, at det behov må opfyldes længere henne ad vejen.

Valget af Sesko var angiveligt også truffet af Christopher Vivell, der kender sloveneren fra Red Bull-klubberne. Her foretrak Amorim angiveligt Ollie Watkins, men blev altså overruled.

Bottomline, så er det mere end svært at gennemskue, hvem der bestemmer på Old Trafford. Groft sagt kan man sige, at Berrada har ansat Ruben Amorim, mens Wilcox har fyret ham. Det virker helt skørt.

Wilcox’ opbakning til Amorim ser i det hele taget ud til at have ligget på et meget lille sted. Dog med undtagelse af, at han trods alt fik lov til at rydde op i det såkaldte ‘bomb squad’.

En trup, der må synke eller svømme

For nogle fans vil fyringen virke naturlig. Ruben Amorim har det dårligste pointsnit af alle United-managers siden Sir Alex Ferguson. Oven i købet med en skandaløs 15. plads og et historisk ringe antal points.

Kun én gang er det lykkedes ham at vinde to kampe i træk. Bedre sent end aldrig, kan man også læse i diverse kommentarspor.

Og selvom der har været fremgang i denne sæson, er hans 58 points i 47 Premier League-kampe kun 14. bedst i ligaen siden hans ansættelse. Det er naturligvis langt fra United-standard.

Personligt føler jeg dog, at mange pointtab kan forklares med personlige fejl og uskarphed i begge ender, hvilket er svært at klandre en cheftræner/manager for alene. Derudover var der sidste sæson en skarp prioritering af Europa League og fravær af vigtige spillere kombineret med en smal trup.

Se bare truppen mod Tottenham i februar 2025. Chido Obi var én af otte (!) teenagere og mulige debutanter til denne kamp.

På samme måde har Ruben Amorim i sine seneste to kampe haft hele seks akademispillere på bænken. Samt fem i kampen før, en 1-0 sejr mod Newcastle. Det må alt andet lige hæmme hans taktiske muligheder, og alligevel tabte man ikke en eneste af dem.

Som nævnt er 58 points i 47 kampe slet ikke godt nok til Manchester United. Og derfor kan en fyring da også forsvares resultatmæssigt.

Timingen er dog helt i skoven, for United har kun tabt to af sine seneste 14 kampe.

Der vil selvfølgelig være nogle, der vil forvente 3 points mod et hold som Wolves. Eller mod Leeds, selvom de har været godt kørende og i øvrigt er et derby, som altid lever sit eget liv. Men med fraværet af så mange profiler synes jeg ikke, at 5 points er et uacceptabelt udbytte af de seneste tre kampe.

To trænerfyringer på 14 måneder

På den måde minder fyringen af Ruben Amorim lidt om fyringen af hans forgænger, Erik ten Hag. I sig selv kunne man godt forsvare det resultatmæssigt, selvom hollænderen både vandt Carabao Cup og FA Cup i sin tid i klubben.

Men timingen virkede skør. Dels var han lige blevet forlænget i løbet af sommeren som følge af FA Cup-triumfen. Den beslutning syntes der i øvrigt heller ikke at være enighed om i ledelsen. Men så fyrede man ham alligevel i oktober efter et nederlag til West Ham.

For det første vandt West Ham på et sent straffespark, som ifølge fans og eksperter var en klar dommerfejl. For det andet havde United ikke tabt i fire kampe forud for West Ham-kampen. Og man havde kun ét nederlag i de foregående ni.

Et nederlag i ni kampe! Og to ud af 14 i Ruben Amorims tilfælde. Og en øjeblikkelig 6. plads kun 3 points fra top 4.

Som nævnt kan man i begge tilfælde godt retfærdiggøre en fyring. Men det kan man i mine øjne kun, hvis man skruer tiden nogle måneder tilbage fra dér, hvor det rent faktisk skete. Men Ineos synes godt nok at have en elendig timing, hvis fyringerne er sket på baggrund af resultater.

Relationerne blev afgørende

Tidligere i dag har vores redaktør skrevet, at Amorims største styrke var det, der fældede ham. Det er jeg helt enig i.

Men fældede han sig selv, eller blev han i virkeligheden skubbet op i et hjørne af ledelsen?

Det forlyder, at han har fået at vide, at der ikke ville blive investeret i januar. Og med et konstant pres fra Jason Wilcox i forhold til et systemskifte har der nok kun været to muligheder.

Enten skulle han bukke nakken og acceptere de ringe arbejdsbetingelser med fare for at stå tilbage som den ansvarlige, når/hvis resultaterne udebliver.

Ellers skulle han tage kampen op og vise, at han kæmper en ensom kamp og ikke får den støtte, han formentlig er blevet stillet i udsigt. Vi må huske, at han forlod et suverænt Sporting-hold for at komme til Old Trafford. Han må være blevet lovet noget af ledelsen.

Jeg forstår godt, han har valgt at stå imod. Han er 40 år og har også en fremtidig karriere at beskytte. Det ligner også, at fans og eksperter har reageret på nyheden med en vis forundring.

Hans tid blev kort, og resultaterne blev ikke som håbet. Men som tilfældet var med Ralf Rangnick, så føler jeg, at der blev taget nogle vigtige kampe i den tid, han var her. Og hans ærlighed er blevet påskønnet af mange, også selvom det et par gange blev FOR ærligt.

Men væk er nu spillere som Alejandro Garnacho og Jadon Sancho, der aktivt har modarbejdet klubben. Der er også ryddet op i andre ting, ligesom Rangnick i sin tid påpegede en masse ting, som klubben havde brug for at forbedre.

Så håber jeg bare, at der bliver bygget på denne gang, hvilket altså ikke var tilfældet efter østrigeren.  Med den manglende samhørighed i Uniteds ledelse kan jeg dog have min tvivl. Derfor virker hele forløbet med Ruben Amorim også som (endnu) et selvmål af Ineos og ledelsen i Manchester United.