Der skulle gå over 1.000 dage fra Alex Ferguson blev ansat i United, til at undertegnede blev født. Den dag, jeg endelig fik set min første United-kamp, havde Fergie været manager i over 10 år. Jeg kan aldrig i min vildeste fantasi forestille mig et United-hold, hvor Ferguson ikke er manden i trænersædet, alt andet vil bare se forkert ud. Jeg har ”været med” fra slut-90’erne, og hører derved til den forkælede gruppe af fans, der har oplevet back-to-back mesterskaber, Champions League-titler og et United-hold, der altid er med, hvor det er sjovt. Alt dette skyldes Ferguson, og han har nu været i klubben i et kvart århundrede!
Når en så succesfuld manager runder et skarpt hjørne, er det derfor naturligt at se tilbage på de store øjeblikke og vælge et par positive ud som de største øjeblikke i hans karriere. Jeg har det dog anderledes, for den periode, som jeg altid vil huske Ferguson for, er den værste periode i Uniteds nyere historie, nemlig efteråret 2005. United lignede en storklub i frit fald, og en fyring af Ferguson syntes uundgåelig. Jeg var en af de mange, der mente, han var en færdig mand, og jeg var rasende over beslutningen om at holde fast i ham. I dag kan jeg slet ikke fatte, at jeg ønskede ham fyret, og for det skylder jeg legenden en kæmpe undskyldning, for hvem ved, hvor vi havde været i dag – uden Fergie.
Benfica 2-1 United
Vi skal helt præcist tilbage til onsdag d. 7. december, hvor United taber en afgørende Champions League-kamp mod Benfica i Portugal, og for første gang i evigheder ikke kvalificerer sig til knock-out-fasen af turneringen. Medierne kaldte dagen derpå Ferguson for en færdig mand, og passager som “Sir Alex Ferguson arrived in Lisbon carrying the weight of Manchester United”s glorious past – and left with his Old Trafford future in question”, og “The overall quality of the team”s display in Lisbon last night suggested that his retirement may not be postponed much longer” florerede hos BBC og The Guardian.
Medierne var ikke de eneste, der var negative over for United-træneren. Omkring Old Trafford opstod en lignende stemning, hvor både Ferguson, men også legender som Giggs og Scholes også stod for skud. Selv de mest inkarnerede United-fans må i dag indrømme, at de ikke så lys for enden af tunnelen og, ligesom jeg, ønskede ham fyret.
Hvorfor var ét nederlag så slemt?
Man kan undre sig over, hvorfor et enkelt nederlag var så afgørende for Uniteds situation. Årsagerne til de kritiske røster var dog meget mere omfattende end Benfica-kampen, og de startede lang tid før. For det første havde Arsenal gået ubesejret igennem sæsonen 03/04 med hele 15 point ned til United. Året efter kunne Chelsea og Abramovich køre mesterskabet hjem med hele 18 point ned til United. På det tidspunkt, hvor United mødte Benfica, lå Chelsea allerede til at gentage bedriften, og da Uniteds CL-exit var en realitet, så var der pludselig intet tilbage at spille om, og kalenderåret var endnu ikke skiftet.
Indadtil var der også uro. Indkøbene de foregående sæsoner havde ikke leveret varen, hvorfor spillere som Kleberson, Djemba-Djemba og Bellion blev afskippet få vinduer efter, de blev hentet. Mange begyndte at undre sig over, hvorfor Alan Smith blev omskolet til midtbane-spiller, og hvorfor breddespillere som Kieran Richardson, Darren Fletcher, John O’Shea og Danny Simpson pludselig skulle udfylde roller som bærende spillere i de vigtige kampe. Indkøb som Gabriel Heinze, van der Sar og Park Ji-Sung var ikke umiddelbart kritisable, men når rivalerne fra London hentede navne som Didier Drogba, Arjen Robben, Shaun Wright-Philips og Michael Essien, så syntes hullet op til Chelsea kun at vokse.
Kvaliteten af United-truppen, eller mangel på samme, fik også anfører Roy Keane til offentligt at kritisere en række spillere i starten af november 2005 efter et 1-4-nederlag til Middlesbrough. Det blev hans endeligt i klubben, og tabet af en spiller, der synes uerstattelig, var endnu et eksempel på, at Fergie ikke havde kontrol over klubben længere.
De andre stjerner i klubben begyndte også at falde i unåde. Rio Ferdinands præstationer var ufattelig sløje, mens rygter ville det, at Ruud van Nistelrooy havde været oppe at toppes med Ferguson, og at United bare ventede på at sælge ham, når transfervinduet åbnede. Wayne Rooney havde stadig vist sig umoden, bedst symboliseret ved hans tåbelige udvisning i CL-kampen mod Villarreal, hvor han hånligt klappede af Kim Milton. Selv de rutinerede spillere, Neville, Giggs og Scholes, der alle startede i Benfica-kampen, var godt og vel over de 30, og en udskiftning syntes nær.
Sidst, men ikke mindst, havde United fået ny ejer i maj 2005, og mens man kunne se Abramovich pumpe penge i Chelsea, var udsigterne det stik modsatte i United. Klubben fik en gæld på flere mia. kr., og de hårdt tiltrængte spillerindkøb syntes endnu længere væk. Med en trup uden overdrevet kvalitet, og en ikke-eksisterende pengekasse til at rette op på holdet, lignede United en storklub i frit fald, og derfor var nederlaget i Portugal dråben, der fik bægeret til at flyde over. Nu måtte det være nok, ”gamle” Ferguson burde tage sin afsked, og der måtte komme yngre kræfter til, hvis United skulle følge med Chelsea og Arsenal. Ferguson blev naturligvis ikke fyret, men fortsatte mere determineret end nogensinde før.
…and the rest is history
Der er sket meget med United siden den tragiske december-dag i 2005. De efterfølgende fem Champions League-kampagner har resulteret i en kvartfinale, en semifinale og imponerende tre finaler, hvoraf den ene blev vundet i 2008. Premier League er vundet fire gange af fem mulige, mens det også er blevet til en håndfuld cup-trofæer. Æren af forvandlingen kan kun tilfalde Ferguson, og de mange svære beslutninger, han traf i perioden, som i første omgang ikke gav mening, men siden da har vist sig som genistreger.
Af de mange kan nævnes beslutningen om at hente både Evra og Vidic den efterfølgende vinter, når det tydeligvis var offensiven, der haltede. Eller at sælge Uniteds absolutte topscorer, Ruud van Nistelrooy, uden at erstatte ham med nogen som helst. Carricks tilgang for den nette sum af 180 mio. kr., som mange mente var penge ud af vinduet. Måden Giggs, Scholes og Neville fandt deres anden, tredje og fjerde ungdom på, selvom de var regnet færdige på topplan, og måden der blev renset ud blandt de unge, så kun Rooney og Ronaldo blev de bærende spillere. Lejeaftalen med Henrik Larsson, beslutningen om at ændre spillestilen, og køre 4-3-3 i de europæiske udekampe, og sådan kan man blive ved og ved og ved.
Jeg vil gå så langt og påstå, at Ferguson forandrede sig selv, i takt med at spillet forandrede sig. Hvor andre top-managers, fx Arsene Wenger i Arsenal, har svært ved at give slip på deres principper, så har Ferguson udviklet og opdateret sit repertoire, både hvad angår spillet uden for banen, men især i forhold til spillet på banen, hvor hans unikke rotationsprincip har et friskt United med fremme i fire turneringer hvert år.
I sidste ende er dette historien om Ferguson, en mand, der har haft konkurrence og udfordringer i hele sin karriere. Først i Aberdeen og siden i United, hvor klubber som Leeds, Blackburn, Arsenal, Chelsea og Liverpool har bidt fra sig og på skift har forsøgt at tage tronen fra Fergie. Han har overlevet dem alle, og derfor er han den ubestridt største manager i fodboldens historie.
Jeg skammer mig en smule over at have krævet Ferguson fyret, men det er nemt at sige set i bagklogskabens lys. Dog er jeg i det mindste blevet klogere, og jeg er sikker på, at United er godt rustet til fremtidens udfordringer, så længe Sir Alex er i klubben. Han glæder sig sikkert allerede til at tage kampen op mod de nye udfordringer, Manchester City og især F.C. Barcelona på et mere internationalt plan. Det bliver måske hans største udfordring nogensinde, men uanset, hvor stor den er, så skal man være en tåbe for ikke at sætte sine penge på Fergie og United. Tak for de fantastiske 25 år. Jeg ser frem til 25 mere!