Fra 1.-24. december udkommer OldTrafford.dk med en julekalender, der handler om de gode fortællinger. Temaet er nemlig “bedste United-minde”.
Herunder åbner du den niende låge i julekalenderen.
I OldTrafford.dk-sammenhæng er Arne Madsen lidt af et ikon. Han er faktisk også et leks-ikon med en helt utrolig viden om klubbens historie.
Det kommer blandt andet til udtryk på hans hjemmeside, arnemadsen.dk, hvor han har noteret diverse rekorder, statistikker og andet, der har med Manchester United at gøre. Den hjemmeside kan vi kun anbefale at besøge.
Det var Bobby Charlton, der i sin tid gjorde Arne Madsen interesseret i klubben, inden triumfen i 1968 endte med at forsejle hans skæbne som United-fan.
Han så holdet live for første gang i 1987 i Vejle. I alt har han set 95 United-kampe live, heraf 80 på Old Trafford.
Arne Madsens bedste United-minde stammer dog ikke fra en kamp, men fra en rejse rundt i det engelske for at gå på opdagelse i en legendes ophav. Du kan læse hans fortælling om rejsen herunder, skrevet af ham selv.
Statuen
Søndag den 1. oktober 2006, samme dag som Manchester United mødte Newcastle United, kunne Duncan Edwards være fyldt 70 år.
Da jeg var ovre at se den kamp og havde god tid inden, aftalte jeg med min rejsemakker at tage en tur til Dudley for at se hans gravsted og den statue, der er på byens torv af ham.
Efter af have lagt vores bagage på hotellet, da vi ankom om fredagen, tog vi med toget til Wolverhampton. I toget gik snakken lystigt og måske lidt højt, indtil vi blev gjort opmærksom på, at vi sad i en stillevogn. Ingen af os havde set det, selvom det stod skrevet i alle vinduerne.
I Wolverhampton fortsatte vi i et andet tog til Dudley. Den totale rejsetid fra Manchester var knap to timer. På banegården så vi ingen taxa, men fandt et kort over byen og gik så hen for at finde statuen af Duncan Edwards.
Vi havde nok undervurderet afstanden, for der var noget længere end vi troede.
Da vi først fandt den rigtige plads, var det let at finde statuen, som er lavet af James Butler. Statuen blev afsløret i 1999 af Bobby Charlton og Duncan Edwards mor.
Kirken
Det havde nok været en fordel, hvis vi havde gjort vores hjemmearbejde og skrevet op, hvilken steder vi skulle besøge. Men vi regnede os selv som fans med stor viden om Duncan Edwards, så vi troede, at vi let kunne finde det vi søgte.
Næste skridt på vejen var at finde den kirke, hvor han blev begravet. Kirken har en flot mosaikrude af ham i Manchester United og Englands spillertrøje.
Vi spurgte en taxachauffør, men han vidste ingenting. Efter at have talt med andre fandt vi ud af, at det var St. Francis Church på Laurel Road. Da vi kom frem til kirken var den desværre lukket, og vi kunne ikke komme ind.
Fra vejen tog vi et billede af kirken, men så kom en person hen til os. Det viste sig at være en, der gjorde rent i kirken og havde en nøgle.
Vi blev lukket ind og så, hvor begravelsen fandt sted den 26. februar 1958. Mosaikvinduet med Duncan Edwrads blev afsløret den 27. august 1961. Det blev i 1958 designet af Francis Skeat og kostede lidt mere end £300.
Ruden blev betalt af Manchester United, Brentford Football Club, Crystal Palace Football Club og Wren’s Nest Bowling Club. Det kan godt undre, at andre klubber var med til at betale. Især virkede det underligt med Bowling-klubben.
I kirken var det muligt at købe et program om Duncan Edwards som kostede £2. Vi havde kun en £5-seddel, og rengøringsdamen kunne ikke give tilbage. Vi tilbød hende det ekstra pund, men hun afslog, og vi fik de to programmer gratis.
Gravstedet
Det næste sted var hans grav, som ligger på Stourbridge Road. Rengøringsdamen var så venlig at følge os lidt på vej og fortælle, hvor vi skulle gå hen. Der var også et lille kort på programmet, vi havde fået i kirken.
Det begynde at regne, da vi gik, men det stoppede igen lige før, vi fandt kirkegården. Den er meget stor, med vi fandt hurtigt gravstedet. Det var underligt at rejse så langt og pludselig stå ved målet. Mange tanker fløj gennem mig om den spiller, som døde alt for ung.
Hans forældre er begravet tæt ved hans gravsted, men vi ledte ikke efter det. Efterfølgende har jeg fundet ud af, at de ligger 10 grave til højre for, hvor Duncan Edwards ligger.
Vi havde nået vores mål og begynde at gå derfra. Der gik ikke lang tid, før det begyndte at regne kraftigt, så vi blev meget våde. Det var som om, en hånd havde holdt regnen fra os, mens vi var på kirkegården, og tiden var nu inde til at tage tilbage til Manchester.
Ved et busstoppested var vi heldige, for bussen gik direkte til Wolverhampton, så vi ikke behøvede at skifte på banegården i Dudley.
I Dudley har der også ligget en pub, som blev opkaldt efter ham, men den ligger der ikke mere. Vi så heller ikke museet, hvor hans trøjer, caps og medaljer vises frem, men vi så alt det, vi kom efter og havde en fantastisk dag sammen.
Mange store oplevelser og nye rejser i kikkerten
For Arne Madsen skiller ovenstående beretning sig ud, når han tænker tilbage på sine indtil videre syv årtier som United-fan. Fra 1960’erne til 2020’erne.
Han gentog også rejsen nogle år senere. Denne gang med en bedre forberedelse og kendskab til, hvordan man finder rundt i Dudley. Dermed blev der også tid til at besøge museet i den forbindelse.
Adspurgt om sit bedste United-minde havde han også andre historier i tankerne. Som en kamp i 2008, hvor han stod lige bag målet, da Nemanja Vidic scorede til 1-0 i overtiden mod Sunderland. Eller selveste Champions League-finalen samme år, hvor han var rejst med til Moskva.
Derudover er der også nye oplevelser på vej til denne superfan. Han har således planlagt tre ture til Old Trafford i denne sæson, startende med Bournemouth på mandag. Det bliver dermed hans United-kamp nummer 96. Vi krydser fingre for en sejr.