Jeg var i denne weekend rejst til Manchester for at se det længe ventede topbrag mod Chelsea. En tur der kulminerede dybt inde i overtiden, hvor verden omkring mig eksploderede.
Vækkeuret ringer søndag morgen klokken 06.00. Usædvanligt tidligt for et ellers så passioneret B-menneske som mig selv. Heldigvis er uret stillet en time tilbage, da vi igen er gået tilbage til ”normal” vintertid. Normalt er jeg ellers ikke den mest overtroiske type, men jeg tænker alligevel over symbolikken i skiftet. For tænk nu hvis det blev i dag at også United kom tilbage på rette spor igen…
Senere på dagen gæster Chelsea Old Trafford. Et hold som Manchester United ikke har formået at besejre i to år. Ja, det er faktisk, minus kun en enkelt dag, nøjagtig to år siden vi sidst slog dem. Dengang endte vi som bekendt med at vinde ligaen, efter de havde domineret de indledende runder. Ligesom for to år siden har de fejet al modstand til side i de første otte runder af Premier League.
Jeg har i nogle måneder set frem til denne dag. Som Premier League-landskabet ser ud lige nu, er det nok den sværeste kamp fodboldmæssigt, og en kamp der for alvor kan sætte en retning for Uniteds sæson. Men jeg ved også at det bliver en svær opgave, og i ugerne op til braget har det derfor været med blandede følelser, at jeg har set frem til dagen.
Voksende forventninger
Kaffen ombord på flyet synes mærkeligt nok at smage bedre end den plejer. Og da vi lander i Manchester, er vi tyve minutter tidligere fremme end planlagt. Perfekt, tænker jeg!
Vejret er også som det nu hører sig til, når man er i det nordlige England; lettere køligt og obligatorisk overskyet – men det regner ikke (endnu i hvert fald). Samtidig går rygterne på at Chelsea kun har fået aldrende Didier Drogba klar til opgøret. Og selvom vi er ankommet tidligere end planlagt, er vores receptionist på hotellet så flink at indkvartere os tre timer før vi normalt ville få lov.
Så langt, så godt!
På fredagens pressemøde havde van Gaal også gjort det klart hvor vigtigt det er for ham at få et resultat med. ”Kampen kan være afgørende for resten af vores sæson. Det har jeg også fortalt mine spillere. ” Den samme tanke har jeg også selv siddet med.
Jeg kan for alvor mærke at min nervøsitet efter sidste uges uafgjorte kamp mod West Brom, stille og roligt ændrer karakter, som kampen nærmer sig. Så da vi syngende, og med et par pints indenbords, bevæger os fra Sam Platts mod Old Trafford, kan optimismen for alvor mærkes.
Nedturen fortsætter
På stadion virker folk i dag ekstra tændte. Der skråles igennem til hele kavalikaden af sange, og José Mourinho får undervejs flere remindere fra os fans om, at han godt kan tage det med ro: “Sit down Mourinho! F*ck off Mourinho!”. Vi går dog målløse til halvleg, men optimismen er bestemt ikke blegnet – tværtimod.
Med flere gode chancer og et velspillende United-hold, ført an af den store og udskældte bonghårs-belgier, er jeg yderst optimistisk om, at mine forhåbninger inden kampen kan realiseres. Sidste år blev denne kamp 0-0, men alle føler, at et United-mål er inden for rækkevidde …
… I hvert fald lige indtil Drogba melder sin ankomst, og stilheden på drømmenes teater bliver total. Jeg ser for mit indre en film spille på repeat, og drømmene der vælter på gulvet. Chelseas mål virker på alle måder som en mavepuster, og selvom der bliver sunget videre, kan jeg godt mærke at jeg lige skal komme mig.
Da vi går ind i dommerens tillægstid, er flere omkring mig allerede på vej ud af stadion – for at sunde sig over nederlaget, og over drømmen der alligevel ikke blev realiseret. På trods af chancer, godt spil, en velspillende belgier og en veloplagt hollænder, ser det alligevel ud til at vi må gå slukørede hjem.
Og med det sidste års mareridtsagtige oplevelser in mente, er troen på noget ekstraordinært i, hvad nostalgikere ville kalde “Fergie-time”, en by længere væk end Abramovichs Rusland.
Det virker dog ikke til at spillerne nede på banen deler den pessimisme, som vi tilskuere efterhånden er forfaldet til. Tværtimod presser de ekstra hårdt på. Og næsten som tiden er rindet ud, får vi chancen. Ivanovic får sit andet gule kort efter at have fat i Di Maria, der netop er spillet fri på kanten.
Og som serberen til buh-råb vandrer tidligt i bad, er det som om at tiden går i stå. Får vi alligevel en sidste mulighed?
Hollænderen og den flyvende fan
Jeg kan næsten ikke holde spændingen ud, da dommerens fløjte lyder. Jeg har mest af alt lyst til at lukke øjnene, men ser alligevel for mig en rund tingest flyve ind over de blå spilleres mur og lande for panden af en velkendt belgier. Han støder hårdt til bolden, men den bliver reddet.
Inden jeg overhovedet kan nå at fordøje den spildte chance, der så flot er reddet af Chelsea-målmanden, lander bolden for fødderne af en vis hollænder. Efter flere brændte muligheder i kampen, tror man næsten ikke på det, men Robin van Persie er ligeglad.
Hollænderen hamrer bolden i nettet, til kæmpeforløsning på Stretford End, og inden jeg ved af det, er verden omkring mig eksploderet i en bombe af eufori. Jeg brøler lungerne tynde i ren ekstase.
I min rus over det jeg lige har været vidne til, tror jeg for et øjeblik at jeg kan flyve.
Resultatet er at jeg og min ven foran mig vælter flere rækker ned og må hives op igen af dem omkring os. Jeg burde egentlig skrige af smerten, for i faldet hamrer jeg mit skinneben ind i en sædekant, men jeg kan absolut intet mærke.
Den øredøvende eufori omkring mig fortsætter langt efter dommerens fløjte har lydt, og spillerne er klappet ud af banen. Og det eneste jeg i mit stille indre kan høre, er en gammel kending med et stort smil på læben.
Football, bloody hell!
Obs: videoen ovenfor er lånt fra youtube
