Efter en lys start i Manchester har Shinji Kagawa den seneste måneds tid fået lov at stifte bekendtskab med den mørke del af tilværelsen af fodboldspiller, nærmere bestemt den del som går med genoptræning efter en knæskade.
Skaden pådrog japaneren sig i hjemmekampen mod Braga 23. oktober, og det var ventet han nu ville være tilbage. Men der er dårligt nyt hvad angår sommerindkøbet fra Borussia Dortmund.
– Shinji har gjort meget små fremskridt. Han er ikke tilbage fra træningslokalet endnu, så vi regner med yderligere fire ugers pause. Oprindeligt vurderede vi skadens omfang til en tre-fire uger, men nu ender vi på syv-otte uger, siger Sir Alex ifølge manutd.com.
Kagawa står dermed til at misse Manchester-derbyet på Etihad Stadium 9. december.