Det kom som en overraskelse for de fleste, at Robin van Persie ikke var i startopstillingen for Manchester United i dag. Den 30-årige angriber var nødt til at sidde over grundet en mindre lyskeskade.
Heldigvis går der ikke lang tid, før van Persie er tilbage på banen for “De Røde Djævle”. Ifølge David Moyes kan han allerede være klar på onsdag, når United møder Liverpool.
– Det er intet alvorligt. Han kan muligvis være med på onsdag, eller også er han klar i næste weekend, udtalte Moyes til manutd.com.
De engelske mestre kunne godt have brugt Robin van Persie i dagens kamp, hvor de blev ydmyget af rivalerne fra Manchester City.