Harry Redknapp og Sir Alex Ferguson har flere gange udtrykt stor respekt for hinanden og i år er ingen undtagelse. Ferguson har blandt andet flere gange rost Redknapp for det han har udrettet, siden han overtog et kriseramt Spurs-hold tidligere i sæsonen.
Og nu erklærer Redknapp sin tro på Fergusons United i Premier League. Han er således overbevist om, at den igangværende strid mellem ham og Liverpool-manager Rafael Benitez i sidste ende vil falde ud til de engelske mestres fordel:
”Jeg tror, han ville have det forfærdeligt med ikke at vinde det (mesterskabet, red.), især med henblik på den igangværende rivalisering med Liverpool og Benitez. De er klare favoritter, og jeg tror ikke, at de smider det væk nu,” lyder det fra Redknapp overfor The Belfast Telegraph.
”Han har absolut ingen kærlighed til Liverpool. Han ville nok ikke blive glad, hvis han tabte det på gulvet nu,” slutter den tidligere Portsmouth-manager om sin kollega.
Manchester United kan i aften tage endnu et vigtigt skridt i retning mod et titelforsvar, når Tottenham gæster Old Trafford. Kampen starter 18:30 og vises blandt andet på Kanal 5.