Det begynder efterhånden at være et stykke tid siden, United sidst kunne gå fra banen med en sejr. Seneste sejr var 10. september mod Sabah FK på hjemmebane. Fem kampe siden!
Senest blev det til et 0-2-nederlag i Madrid, hvor Atlético bragte sig foran efter mindre end ét minut, inden Ademola Lookman lukkede kampen efter pausen.
Inden da havde United alle muligheder for at få tre tiltrængte Premier League-point mod Tottenham.
Bryan Mbeumo bragte United foran, Rodrigo Bentancur blev udvist, og Tottenham var reduceret til ti mand. Alligevel stod der 1-1 på måltavlen efter Dominic Solankes udligning i overtiden.
Det er med andre ord ikke ligefrem med vinden i ryggen, at Michael Carricks tropper søndag tager turen over Penninerne.
Og Elland Road er næppe det sted, man selv ville vælge, hvis man skulle finde tilbage på sejrssporet.
For Leeds har fået en ganske glimrende start på sæsonen.
Daniel Farkes mandskab står med ni point efter seks Premier League-kampe og ligger nummer syv. United har til sammenligning seks point og befinder sig på 13.-pladsen.
Senest led Leeds sæsonens første liganederlag, men det krævede de forsvarende mestre fra Arsenal at stoppe dem.
Leeds bragte sig endda foran på Emirates gennem James Justin, inden Arsenal vendte opgøret og vandt 2-1.
Så nej. Det ligner ikke ligefrem en søndagstur til Yorkshire.
Men måske er det netop den slags kamp, United har brug for.
Leeds mod Manchester United behøver ikke meget hjælp til at få temperaturen op, og efter fem kampe uden en sejr ville tre point på Elland Road være et ganske glimrende tidspunkt at få gang i sæsonen igen.
Dato, tid og sted:
Kampen spilles søndag den 18. oktober på Elland Road klokken 15.00 dansk tid.
Dommer:
Darren England styrer slagets gang.
Han får Scott Ledger og Matthew Wilkes med sig på linjerne, mens Andrew Kitchen er fjerdedommer. VAR-teamet består af Peter Bankes og Josh Smith.
Skader og karantæner:
United har flere spørgsmålstegn før søndagens kamp.
Patrick Dorgu, Benjamin Šeško og Noussair Mazraoui missede både Tottenham- og Atlético-kampen. Michael Carrick fortalte inden Tottenham-opgøret, at Mazraoui var nærmest et comeback af de tre, mens Dorgu og Šeško var længere fra at være klar.
Kobbie Mainoo og Luke Shaw pådrog sig begge problemer mod Tottenham og rejste derfor ikke med til Madrid. Der er endnu ikke kommet en endelig melding fra klubben om deres tilgængelighed til Leeds-kampen.
Der er til gengæld positivt nyt omkring Matthijs de Ligt, der var tilbage i kamptruppen mod Atlético efter sit lange skadesfravær.
Hos Leeds sad Joe Rodon og Daniel James begge ude mod Arsenal. Rodon var fortsat skadet, mens James heller ikke var med i kamptruppen. Leeds har i skrivende stund ikke offentliggjort en nyere endelig skadesstatus frem mod United-opgøret.
Mulige startopstillinger:
Manchester United – 4-2-3-1:
Lammens
Yoro – Maguire – Martínez – Dalot
Baleba – Santos
Mbeumo – Fernandes – Rashford
Cunha
Carlos Baleba fik sin første United-start mod Atlético efter at være kommet ind fra bænken mod Tottenham, og efter 66 minutter i Madrid kunne han meget vel få genvalg på Elland Road.
Med Mainoos status fortsat usikker er Andrey Santos et oplagt bud ved siden af ham, mens Matheus Cunha kan få pladsen helt fremme, hvis Šeško fortsat ikke er klar.
Leeds United – 3-4-2-1:
Trafford
Justin – Elvedi – Muharemović
Bogle – Ampadu – Tanaka – Gudmundsson
Stach – Okafor
Calvert-Lewin
Daniel Farke stillede med præcis den formation og de 11 spillere fra start mod Arsenal, efter at han også havde valgt samme startellever i den foregående ligakamp mod Crystal Palace.
Det gør en stort set uændret Leeds-opstilling til det mest oplagte bud, medmindre de sidste skadesmeldinger ændrer på Farkes planer.
Hold øje med:
Dominic Calvert-Lewin.
Leeds-angriberen behøver næppe den store introduktion for Premier League-seere.
Han er det naturlige fikspunkt helt fremme hos Farke og startede igen som nier i Leeds’ seneste kamp mod Arsenal.
Og med tanke på Uniteds problemer med at lukke kampe og holde modstanderne fra fadet i de seneste uger, er det ikke svært at forestille sig, at Calvert-Lewin bliver en mand, Maguire og Martínez får rigeligt at se til med.
Hold ham væk fra de farlige områder, tak.
Skribentens bud på kampens resultat:
Det er svært at gå ind til kampen med den helt store United-optimisme.
Fem kampe uden en sejr taler sit tydelige sprog, mens Leeds blot har tabt én af sine første seks Premier League-kampe.
Omvendt er der et eller andet ved de her kampe.
Formkurver og placeringer betyder lidt mindre, når Leeds og Manchester United står over for hinanden, og United har efterhånden brug for en kamp, hvor tingene tipper deres vej.
Jeg tror ikke på et clean sheet.
Men jeg satser på, at rivalopgøret får noget frem i Carricks tropper.
1-2 til Manchester United.
TV:
Kampen kan ses på See og Viaplay med kampstart klokken 15.00.




