Agent: Intet bud fra Real Madrid

Ifølge engelske medier kæmper Manchester United og Real Madrid i øjeblikket om at sikre sig Antonio Valencia fra Wigan Athletic. Således skulle Sir Alex…

Ifølge engelske medier kæmper Manchester United og Real Madrid i øjeblikket om at sikre sig Antonio Valencia fra Wigan Athletic. Således skulle Sir Alex Ferguson have haft ecuadorianeren i kikkerten i snart et år, mens de spanske vicemestre bød på ham så sent som i januar. Dengang afviste Wigan dog at sælge guldfuglen.

Nu skal Valencia imidlertid have stillet sin arbejdsgiver et ultimatum, der lyder på, at han vil sidde sin kontrakt ud, hvis han ikke bliver solgt. Og nu lader det til, at Manchester United er den eneste seriøse bejler:

”Det eneste officielle bud fra Real Madrid var i januar. Tilbuddet kom fra den tidligere præsident, men nu er (Florentino, red.) Perez tilbage, så jeg ved ikke, om de stadig er interesseret i ham,” lyder det fra Valencias agent Diego Herrera i et interview med The Independent.

Agenten peger samtidig på, at den tidligere manager Steve Bruces skifte til Sunderland har spillet en stor rolle i hans klients ønske om at søge nye græsgange:

”Det er rette tid for ham at forlade klubben, nu hvor manageren er smuttet. Han føler, det er på tide at komme videre,” slutter Herrera.

Det anslås, at Wigan kræver omkring 20 millioner pund for landsholdsspilleren.

Forrige artikel

Perez: Nu gælder det Ronaldo

Næste artikel

Ronaldo forhandler med Real

ANNONCE