Kampene i Premier League har siden 2006 været delt op mellem Sky Sports og irske Setanta Sports, men nu kan fodboldfans igen frygte at Sky Sports får et monopol på tv-rettighederne.
Således besluttede Premier League i dag at ophæve kontrakten med Setanta med øjeblikkelig virkning, som følge af økonomiske vanskeligheder for den irske sportskoncern.
Aftalen for den kommende sæson, som involverede 46 direkte kampe, vil nu blive sat i udbud på markedet.
Setanta har den seneste tid lidt af økonomiske problemer og været på randen af konkurs.
Det er nu usikkert om tv-stationen overlever problemerne. Stationen kører i øjeblikket med et underskud på 100 millioner pund årligt.
Blandt de tv-koncerner, som kunne have interesse i at overtage Setantas rettigheder, er amerikanske ESPN.