Oven på dagens helt store nyhed om, at Uniteds argentinske angriber igennem to sæsoner, Carlos Tévez, ikke bliver i klubben, når den tidligere West Ham-spillers kontraktudløber 1. juli, blusser transfer-rygter og -udtalelser naturligvis frem i verdenspressen.
Karim Benzema er et af de aktuelle transfer-emner ifølge britiske medier, og rådgiveren for Lyons egen præsident i fodboldklubben udtaler, at Lyon har meget få chancer for at holde på Karim Benzema, hvis United skulle afgive et bud på den franske angriber. Det siger præsidentens rådgiver blandt andet med udgangspunkt i Michael Essiens salg til Chelsea i 2005 for £24,4 millioner.
“Han er hos os nu, men ingen ved, hvad der vil ske,” fortæller Lyons rådgiver, Bernard Lacombe, til Proges og fortsætter:
“Vi troede ikke, at Michael Essien ville forlade os dengang, men da Chelsea kom med checken skete det.”
“Hvis Manchester United, som vi ved har masser af penge til rådighed, vil købe Benzema, hvad kan vi så stille op?,” afsluttede Lacombe, som samtidig også afslørede, at Lyon har Porto-angriberen Lisandro Lopez i kikkerten, som han – apropos dagens nyhed i Manchester United – sammenligner med Carlos Tévez.