Cristiano Ronaldo har som sædvanlig scoret mange mål siden sit skifte fra Manchester United til Real Madrid, men portugiseren føler stadig, at der mangler noget.
Først savnede han Manchester United som klub, og nu er det så Uniteds fanskare, som Ronaldo godt kunne bruge i Madrid. Han opfordrer de mere kræsne spanske fans til at skrue op for lydniveauet på Bernabeu.
“Vi ved, at vi er der for at underholde, men tit og ofte er det bare ikke muligt. Vi gør vores bedste, men selv når det ikke går godt, kunne fansene godt være mere på vores side. Uniteds fans gjorde det til en heksekeddel i kampene mod Liverpool og City, og det vil være til alles bedste, hvis vores fans prøver at efterligne dem,” siger Ronaldo til Marca.