Fredag formiddag offentliggjorde Manchester City, at de havde købt Patrick Vieira fri fra Inter, og derved skal midtbane-veteranen de næste seks måneder bære den lyseblå trøje med nummer 24 på ryggen. Citys helt store mål er at komme i top 4 i år og sikre sig en plads i Champions League-kvalifikationen. Spørger man dog klubbens nye franskmand, så er potentialet til meget mere end det:
“Vi kan vinde ligaen i år. Det er meget sandsynligt. Hvorfor tror jeg det? Fordi der er intet andet hold i Premier League, der har den kvalitet i angrebet, som vi har. United ser heller ikke så stærke ud, som de plejer. I Arsenal har vi vundet ligaen på trods af, at vi var 15 point bagud ved juletid, og det kan vi også i City.”
Manchester United er den klub, som Vieira glæder sig mest til at møde igen. Hans sidste spark for Arsenal var i FA Cup-finalen 2005, hvor han med det afgørende straffespark sikrede Arsenal trofæet. Hans debut kan falde i Liga Cup-semifinalerne mod netop United, og det ser franskmanden frem til:
”Jeg har savnet stemningen på Old Trafford, og det bliver rart at mærke den igen. Jeg har det fint med sangene, der vil blive sunget om mig, og jeg glæder mig bare til at spille der igen.”
Vieira var i sine Arsenal-år mest kendt for bataljerne med Roy Keane. En uforglemmelig situation mellem de to anførerer fandt sted i spillertunnellen inden en kamp på Highbury i 2005, hvor dommer Graham Poll måtte bryde ind og stoppe et mundhuggeri mellem de to kamphaner. Kampen endte i øvrigt 4-2 til United.