Dimitar Berbatov var noget overraskende ikke at finde i truppen til gårsdagens Champions League-finale, hvor Manchester United blev udspillet af FC Barcelona.
Således var Michael Owen blevet foretrukket frem for Premier League-topscoreren, der i de seneste måneder er røget ud af startopstillingen på grund af en storspillende Javier Hernandez.
Sir Alex Ferguson indrømmer dog, at det ikke var let at vælge udskifterne.
”Jeg havde let ved at vælge startopstillingen, men det var sværere med bænken. Jeg valgte at satse på midtbanen, da jeg regnede med, at kampen skulle afgøres der, når man ser på, hvordan Barcelona spiller,” siger Ferguson ifølge The Guardian.
Den 69-årige skotte forklarer samtidig, hvorfor Berbatov var blevet henvist til tribunen.
”.(..) I sidste ende stod valget mellem Dimitar Berbatov og Michael Owen. Og hvis man har brug for en, der kan score et mål i de sidste minutter, har Owen mere erfaring, Det var derfor, jeg traf det valg,” fortsætter Ferguson.
Michael Owen endte som bekendt ikke med at blive skiftet ind i 1-3-nederlaget.