Danny Drinkwater er den seneste i rækken af United-reserver, der tager turen til de lavere rækker i jagten på spilletid. Således skal han de næste fire måneder tørne ud for Barnsley.
Det bekræfter træneren for Manchester Uniteds reserver, der betegner Drinkwater som værende længere i udviklingen end sine holdkammerater.
”Drinkwater er et stykke længere i udviklingen end sine holdkammerater. Han har allerede være på to-tre lejeophold. To af dem har været succesfulde, men et af dem blev ødelagt af skader,” siger Warren Joyce til ManUtd.com
Joyce lægger samtidig ikke skjul på, at lejeaftalen er blevet til for at få nogle førsteholdsoptrædener i benene på den talentfulde midtbanespiller.
”Men han har udviklet sig og er fysisk meget stærkere. Han har opnået meget mere end de andre ungdomsspillere, og det er grunden til, at vi låner ham ud igen,” fortsætter Joyce.
Danny Drinkwater har både repræsenteret det engelske U18- og U19-landshold, men har stadig sin første optræden for Uniteds Premier League-mandskab til gode.