United møder i næste weekend Manchester City hjemme på Old Trafford, men Ferguson mener stadig at kampene mod Liverpool er de største i engelsk fodbold.
“Der er tale om de to mest succesfulde engelske klubber i historien, og rivaliseringen går helt tilbage til den engelske industris ændring med åbningen af skibskanalen i Manchester,” siger Ferguson til Manutd.com
”Rivaliseringen har været der i al min tid i Manchester. Måske ændrer det sig i løbet af de næste to eller tre sæsoner med Manchester City, men jeg har altid betragtet dette opgør (Liverpool vs. Manchester United, red.) som værende det største i engelsk fodbold, og sådan er det forstat.”
Ønsker gensidig respekt mellem fans
Opgøret mellem de to mest succesfulde klubber i England har længe været præget af en fjendtlig stemning på tribunerne. Ferguson beder nu fans fra begge hold om at vise hinanden respekt, ved at droppe sangene om München og Hillsborough.
”Begge klubber har brug for hinanden og historien burde værdsættes af fans fra begge sider. Disse sange gør intet godt for klubberne. Uden hinanden ville engelsk fodbold ikke være det samme,”
“Hvis det kom dertil hvor man måtte udelukke hinandens fans fra stadion, ville kampene aldrig blive de samme. Fansene bør vise respekt for deres respektive klubbers historie, og stemningen på tribunerne bør afspejle dette,” slutter Ferguson.