Roberto Mancini har været meget professionel i sin håndtering af utilfredse spillere hos Manchester City.
Sådan lyder det nu fra Sir Alex Ferguson, der selv er kendt for at slå hårdt ned på spillere, der lufter deres misbehag.
”Roberto (Mancini, red.) har gjort det ekstremt godt. Han har mange gange vist sine evner inden for dette område i løbet af det sidste stykke tid,” siger Ferguson ifølge Sky Sports.
Den 69-årige skotte slår samtidig fast, at det ikke kun er hans håndtering af situationen omkring Carlos Tévez.
”Glem, at Carlos Tévez spillede for os. Det har intet at gøre med Carlos Tévez. Det handler om hans beslutninger som manager og håndtering af forskellige situationer,” siger Ferguson, der mener, at hans italienske kollega fortjener mere os, end hvad tilfældet er.
”Jeg synes, det er ufatteligt, at han ikke har fået mere ros for det. Faktisk har jeg kun bemærket, at han er blevet rost meget få gange,” lyder det fra Ferguson.
Roberto Mancini har alene i denne sæson måtte tage sig af flere forskellige spillere, der har vist deres utilfredshed på banen.
Således har både Carlos Tévez, Edin Dzeko, Mario Balotelli og senest Adam Johnson vist tydelige tegn på frustration og forundring over mangel på spilletid.