Sir Alex Ferguson ville ikke kommentere på emnet, da han blev spurgt til Patrice Evras racismeanklager mod Luis Suarez på fredagens pressemøde. Det skete under henvisning til et påbud fra FA.
Kenny Dalglish var noget mere åbenmundet efter Liverpools remis mod Norwich, hvor han kastede sig ud i et forsvar af Luis Suarez.
“De personer, som i øjeblikket stiller spørgsmålstegn ved Luis Suarez integritet, bør stille spørgsmålstegn ved deres egen i stedet. Han er eksemplarisk på banen, og vi har 100 procent tillid til den måde, han opfører sig på,” sagde Dalglish efter slutfløjtet.
Dalglishs kommentarer ventes at skabe debat i de engelske søndagsaviser.