Da Wayne Rooney blev idømt tre spilledages karantæne af UEFA, begyndte engelske medier og U/21-landstræner Stuart Pierce at spekulere i, at stjerneforwarden måske kunne komme med til begge sommerens to store fodboldturneringer, EM og OL.
Men det fik Sir Alex Ferguson til at fare op for at sige, at spillere næppe skal med til begge turneringer, og siden har Arsenals manager, Arséne Wenger, ytret sine enige holdninger til emnet.
Det engelske fodboldforbund, FA, vil dog ikke lave en decideret regel, der forhindrer landstrænere i at udtage spillere til begge turneringer. OL i London er en turnering for U/23-hold, men her på landene udtage tre spillere, som er ældre end 23. Derfor blev Rooney hurtigt et emne, da det stod klart, at han ikke kommer til at deltage i de tre gruppekampe ved EM i Polen og Ukraine.
En spiller, som er inde i varmen hos begge mandskaber, er Chris Smalling. Han var med ungdomslandsholdet i Danmark, da de i sommer spillede U/21 EM, og han er siden kommet ind i landsholdet førsteholdstrup .
“Jeg må sige, at England ikke er min førsteprioritet i øjeblikket, og det er OL heller ikke. United er det, jeg tænker på. Men mod slutningen af sæsonen vil jeg se frem mod EM, og forhåbentlig kommer jeg med i Englands trup. Jeg ville selvfølgelig elske at tage med,” siger Smalling ifølge Manchester Evening News.
“Der er også OL. En masse af de drenge, der var med til U/21 EM sidste sommer, vil kunne spille med der. Men om det er EM eller OL, eller begge dele, så har du lyst til at være involveret, fordi de muligheder kommer ikke ret ofte,” forklarer han.
Sommerens EM spilles i Polen og Ukraine og kører fra den 8. juni til den 1. juli. OL i London starter 24 dage senere og slutter den 12. august. Premier League sparkes i gang en uge senere.