Ferguson er i de seneste par dage blevet hyldet i hele fodboldverdenen frem mod jubilæet, som fejres på søndag, når United tager imod Sunderland på Old Trafford.
Jonny Evans anerkender, at der vil komme en dag hvor Ferguson er nødt til at takke af, men siger samtidig, at han har svært ved at se, hvem der skulle erstatte ham.
”Jeg tror ikke, at der er nogen, som kan forestille sig, hvordan det ville være med en anden på sidelinjen,” siger Evans til Skysports.
Den nordirske landsholdsspiller er et produkt af Manchester Uniteds eget ungdomsakademi, og har med sine 23 år kun oplevet et Manchester United med Ferguson i spidsen.
”Jeg har fulgt Manchester United hele mit liv. Han er den eneste manager jeg har kendt. Manchester United bliver ikke det samme uden ham.”
Ferguson har formet mig
Evans siger endvidere, at Ferguson har haft stor indflydelse på hans, og mange holdkammeraters udvikling som både fodboldspillere og personer.
”Folk siger ofte, at han (Ferguson, red.) er en faderfigur, men det er en stor, hård verden derude. På et tidspunkt må man lære at stå på egne ben.”
”Han er der altid for dig, når du har brug for ham. Han er rigtig dygtig til at lære spillerne at håndtere de udfordringer, som kommer hen ad vejen. Det hjælper med at forme dig som fodboldspiller, men også på det personlige plan,” slutter Evans.