Af Sam Kafai
Der skulle gå over 1.000 dage fra Alex Ferguson blev ansat i United, til at undertegnede blev født. Den dag, jeg endelig fik set min første United-kamp, havde Fergie været manager i over 10 år. Jeg kan aldrig i min vildeste fantasi forestille mig et United-hold, hvor Ferguson ikke er manden i trænersædet, alt andet vil bare se forkert ud. Jeg har ”været med” fra slut-90’erne, og hører derved til den forkælede gruppe af fans, der har oplevet back-to-back mesterskaber, Champions League-titler og et United-hold, der altid er med, hvor det er sjovt. Alt dette skyldes Ferguson, og han har nu været i klubben i et kvart århundrede!
Når en så succesfuld manager runder et skarpt hjørne, er det derfor naturligt at se tilbage på de store øjeblikke og vælge et par positive ud som de største øjeblikke i hans karriere. Jeg har det dog anderledes, for den periode, som jeg altid vil huske Ferguson for, er den værste periode i Uniteds nyere historie, nemlig efteråret 2005. United lignede en storklub i frit fald, og en fyring af Ferguson syntes uundgåelig. Jeg var en af de mange, der mente, han var en færdig mand, og jeg var rasende over beslutningen om at holde fast i ham. I dag kan jeg slet ikke fatte, at jeg ønskede ham fyret, og for det skylder jeg legenden en kæmpe undskyldning, for hvem ved, hvor vi havde været i dag – uden Fergie.
Benfica 2-1 United
Vi skal helt præcist tilbage til onsdag d. 7. december, hvor United taber en afgørende Champions League-kamp mod Benfica i Portugal, og for første gang i evigheder ikke kvalificerer sig til knock-out-fasen af turneringen.
Medierne kaldte dagen derpå Ferguson for en færdig mand, og passager som “Sir Alex Ferguson arrived in Lisbon carrying the weight of Manchester United”s glorious past – and left with his Old Trafford future in question”, og “The overall quality of the team”s display in Lisbon last night suggested that his retirement may not be postponed much longer” florerede hos BBC og The Guardian.