Manchester United har meget at bevise, efter engelske mestre onsdag aften blev slået ud af Champions League. Dagens hjemmekamp mod Wolverhampton Wanderers skulle bruges til at få lidt oprejsning oven på skuffelsen.
Det var en livlig første halvleg med chancer i begge ender, men det var United, der var mest farlige. Nani sørgede helt selv for at bringe United i front, da der var spillet 17 minutter. Fra sin position i venstre side trak han ind i banen, og fra kanten af feltet bankede han bolden i kassen ved den ene stolpe.
Ti minutter senere fordoblede Wayne Rooney føringen. Den engelske angriber modtog bolden lidt uden for feltet, og fra omtrent samme sted som Nani sendte han kuglen i mål.
2-0 ved pausen, og så lignede det en sikker sejr til United. Men et par minutter inde i anden halvleg dukkede Steven Fletcher op og reducerede. Matt Jarvis sendte et indlæg ind til bagerste stolpe, og her havde Fletcher ikke de store problemer med at vinde luftduellen med Patrice Evra. Skottens hovedstød gik forbi David de Gea, over Jonny Evans og i mål.
Til alt held fik United hurtigt vendt kampen igen. Antonio Valencia spillede en fremragende kamp på højrekanten, og han stod for oplægget til 3-1-målet. Et hårdt, fladt indlæg fra ecuadorianeren blev sikkert omsat til mål af Nani.
Valencia stod også for oplægget til kampens sidste scoring. Indlægget lå en smule bag Rooney, som på fornemste vis drejede kroppen og fik afsluttet hårdt ved nærmeste stolpe. 4-1 endte kampen, og United er i skrivende stund blot to point efter Manchester City.
Både Arsenal og Liverpool vandt ligeledes deres respektive hjemmekampe lørdag eftermiddag. Mandag mødes Chelsea og City på Stamford Bridge.