Det er på mode at afvise Manchester United ved forhandlingsbordet. I hvert fald ifølge de engelske medier, som på det seneste har kørt historier om en række United-talenter, som har vendt ryggen til klubbens udspil.
Ravel Morrison og Paul Pogba er blevet beskyldt for at holde United hen, og i denne uge blev Zeki Fryers så tilføjet listen med kontraktrebeller. Selv afviser forsvarsspilleren, at der skulle være noget om snakken.
“Hvorfor tror alle på det, de læser. Jeg har ikke afvist nogen kontrakt,” meddeler Fryers via sin profil på Twitter, hvor han er en af mange aktive United-spillere.
Ifølge adskillige engelske medier skulle Fryers, som i denne sæson har fået sin debut på førsteholdet, ellers have takket nej til et tilbud om 1500 pund i ugeløn for at forlænge.