Efter en meget nervøs start på opgøret tog hjemmeholdet kontrollen, og pressede gæsterne. Et frispark fra Mario Balotelli var kampens første mulighed, men David de Gea klarede.
Den uortodokse angriber fik efter ti minutters spil en stor mulighed, men han fik ikke ordentligt træf på bolden heldigvis for United.
Manchester United havde ikke fået den bedste start på kampen, men efter et kvarters spil kom de foran på et fantastisk angreb. Ashley Young headede den til van Persie, der lagde den af til Young, der derfra havde motorvej. Han ligger den ind til Rooney, der iskoldt triller den modsat Joe Hart. 0-1.
Sergio Agüero fik sig bøvlet frem til en udligningschance, men afslutningen blev for svag, og ingen problemer fra de Gea.
Wayne Rooney blev dobbeltmålscorer inden en halv times spil. Antonio Valencia sendte Rafael afsted på kanten, og brasilianeren smed den fladt ind i fødderne på Wazza, der bare drejede den ind til 0-2.
Manchester City viste i glimt deres klasse, og lige inden pausen var de tæt på at spille sig igennem til en reducering. Gareth Barry sparkede den dog forbi.
Anden halvleg startede sløvt, men efter en times spil kom der gang i sagerne. Manchester United blev først snydt for en scoring, da linjedommeren fejlagtigt dømte Ashley Young offside på hans scoring.
Så gik det den anden vej. Manchester City kom på 1-2 ved Yaya Toure på en chance hvor David de Gea ellers reddede sit hold i flere omgange. Game on.
Martin Atkinson kom i fokus derefter, da kampens tænding steg drastisk lige pludseligt. Appellerne var mange fra begge sider, da Chris Smalling først standsede den med hånden og Kolo Toure tacklede Patrice Evra i feltet. Intet blev dømt, men Rio Ferdinand og Samir Nasri fik begge snakket sig til gult.
Kampen var ekstremt nervepirrende med et kvarter igen, og selvom der var langt mellem de åbne målchancer, så var der tale om nogle store af slagsen, så snart de kom.
Først fik Robin van Persie en åben hovedstødsmulighed, før David de Gea måtte ud i en verdensklasserefleksredning med skulderen på en afslutning fra tæt hold af David Silva.
Manchester City kom på 2-2 efter et hjørnespark, der blev clearet til Pablo Zabaleta med fem minutter igen.
Uafgjort virkede uretfærdigt, især grundet Uniteds underkendte mål. Retfærdigheden skete dog fyldest, da Robin van Persie svingede et frispark ind til 2-3 i overtiden.