Manchester United har for alvor genfundet rytmen på et vitalt tidspunkt af sæsonen. Først blev det til to sikre sejre i Premier League over Leicester City og Watford, og torsdag fulgte holdet op med en 3-0-sejr i Europa League. De gode resultater stiller dog også holdet i lidt af et dilemma, for nu venter der en meget travl afslutning på sæsonen.
Selvfølgelig skal man ikke klage over succes, og Mourinho har da også nedtonet problemerne med de mange kampe på det seneste. Han understreger, at Manchester United ønsker at kæmpe på alle fronter hver sæson, så derfor må alle yde lidt ekstra i det tætpakkede program.
Nu er det tid til Cup-fodbold endnu en gang, og denne gang er der tale om verdens mest traditionsrige turnering. FA Cuppen fremstår som noget helt særligt for spillerne, og man kunne tydeligt se stoltheden i ansigterne, da United i sidste sæson endelig kunne løfte trofæet igen. Forud for sidste sæsons FA Cup-triumf var gået hele 12 sæsoner, og lad os for guds skyld undgå sådan en tørke endnu en gang.
Søndag venter en slumrende kæmpe i engelsk fodbold. Blackburn blev stiftet helt tilbage i 1875, og har undervejs i klubbens til tider turbulente historie faktisk formået at vinde FA Cuppen hele seks gange. Udover de fornemme FA Cup-triumfer, så står klubben noteret for fire engelske ligatitler. Den seneste af disse skal vi ikke længere tilbage end til 1995 for at finde. Med den triumf er Blackburn én af blot seks klubber til at have vundet Premier League, siden turneringen blev etableret/reetableret i 1992.
I 1995 var Alan Shearer den altoverskyggende skikkelse for Blackburn, da han bankede hele 34 kasser ind på én sæson, og ham kunne holdet helt sikkert godt have brugt i dag. Siden sæsonen 2011/2012 har holdet været at finde i The Championship, hvor de har kæmpet med at finde rodfæste. I denne sæson har det stået ekstra skidt til i Englands næstbedste række, hvilket en placering som nummer 23 tydeligt viser.
Manchester United og Blackburn har igennem årene udkæmpet nogle legendariske kampe. Mest kendt er nok igen sæsonen 1994-1995, hvor holdene kæmpede om ligatitlen. Blackburn snuppede trofæet med blot ét point ned til United. Siden 1994/1995 er der dog ingen tvivl om, hvem der har haft overhånden i England. United har nemlig hele 11 mesterskaber, to Champions League-titler, fire FA Cups og tre liga cups siden den sæson, mens Blackburn ikke haft det store at fejre.
Man må forvente, at Manchester United møder en smule mærkede op til søndagens FA Cup-kamp på Ewood Park, og derfor er det da også forventet, at Mourinho kommer til at rotere kraftigt i startopstillingen.
Det er helt sikkert en kamp, der kan og skal vindes. Igen må man dog aldrig undervurdere FA Cuppen og den uforudsigelig, der altid eksisterer i turneringen. Der er næsten per defination store overraskelser fra de lavere rækker hver sæson, hvor de store hold får sig nogle gevaldige overraskelser. Blackburn vil uden tvivl møde sultne og veludhvilede op på hjemmebane, mens de vil forsøge at antænde den gamle gnist i rivalskabet med Manchester United.
Dato og Tid:
Kampen spilles søndag d. 19/2-2017 klokken 17.15.
Skader og karantæner:
Rooney og Carrick kunne være tilbage til kampen mod Blackburn, mens det også forventes, at Mkhitaryan er klar igen.
Blackburn må undvære angriberen Sam Gallagher, der ellers har spillet fint i år. Derudover er de også uden Bennet, Akpan, Joao, Evans, Henley og Ward.
Kampens dommer:
Martin Atkinson dømmer søndagens kamp.
Mulige startopstillinger:
Manchester United:
Romero
Valencia – Bailly – Rojo – Shaw
Carrick – Herrera
Mkhitaryan – Rooney – Young
Rashford
Blackburn Rovers:
Steele
Nyambe – Lenihan – Mulgrew – Williams
Feeney – Guthrie – Lowe – Conway
Graham – Stokes
Hold øje med:
Danny Graham er en rutineret herre, der har spillet Premier League kampe for både Sunderland, Hull City og Swansea. I denne sæson står han noteret for 11 mål, så han har altså ikke glemt hvor målet står, selvom han har rundet de 31 år.
Sagt om kampen:
”Det er en fantastisk turnering. Når nogle hold roterer med spillerne i FA Cuppen, så er det bestemt ikke fordi, de ser den som mindre vigtig. Det er den ældste turnering i England, og for mig er det den mest fantastiske turnering i verden”. – Ander Herrera
Skribentens bud på kampens resultat:
Selvom Blackburn har fordelen af hjemmebane, så burde de ikke kunne volde Manchester United de store problemer. United har så meget bredde i truppen, at de bør køre sådan en kamp hjem på rutinen. Jeg er ikke i tvivl om, at Blackburn vil kæmpe med alt, hvad de har, i hvad der er årets kamp for dem, men det er ikke nok. Jeg tror, Manchester United vinder 2-0 på Ewood Park.
Vidste du, at:
- Det sidste møde fandt sted i 2012 i Premier League. Her vandt Manchester United 2-0 på udebane.
- Vi skal tilbage til 2006 for at finde det seneste nederlag til Blackburn.
- Blackburn har blot vundet to ud af deres seneste 10 kampe i The Championship.
- Manchester Uniteds tabte en ubetydelig returkamp i Liga Cuppen. Hvis vi ser bort fra den, har United ikke tabt siden 4-0-nederlaget til Chelsea.
- Wes Brown er tilknyttet Blackburn, men han har blot spillet en håndfuld kampe i denne sæson.
TV:
Kampen vises på 6eren og DPlay.
Hvem spiller rivalerne imod:
- Huddersfield Town – Manchester City (Lørdag)
- Wolverhampton – Chelsea (Lørdag)
- Fulham – Tottenham (Søndag)
- Sotton – Arsenal (Mandag)
Køb Manchester Uniteds nye trøjer her
Rejseguide: Få hjælp til at rejse til Old Trafford her