Manchester Uniteds problemer fortsætter, og nu retter en af klubbens største legender en hård kritik mod den nuværende trup.
Wayne Rooney mener, at United er langt fra at kunne konkurrere med de bedste hold i Premier League. Samtidig stiller den tidligere United-angriber spørgsmålstegn ved klubbens rekruttering og de beslutninger, der er blevet truffet i forsøget på at genopbygge holdet.
Det gør han i podcasten Stick to United, hvor han ikke lægger fingrene imellem, når han vurderer truppens kvalitet.
– Truppen er ganske enkelt en million kilometer fra det niveau, den skal være på, lyder det fra Rooney.
United sluttede ellers på en tredjeplads i Premier League i sidste sæson, efter at Michael Carrick overtog ansvaret og fik vendt udviklingen. Men ifølge Rooney risikerer de gode resultater at have sløret billedet af, hvor meget arbejde der reelt mangler på Old Trafford.
– Desværre har det, der skete, da Michael Carrick kom til, givet både spillerne og ledelsen falske forhåbninger om, at de er gode nok.
– Han har gjort det godt, samlet holdet og på en eller anden måde fået dem til at slutte som nummer tre. Så tænker ledelsen, at vi er et tophold, men i virkeligheden er vi milevidt fra det, siger Rooney.
Rooneys kritik stopper ikke ved truppens generelle niveau. Han retter også blikket mod Uniteds offensive spillere, som han ikke mener er gode nok til at løfte klubben til næste niveau.
– Man er fuldstændig virkelighedsfjern, hvis man tror, at de tre forreste er gode nok, siger den tidligere United-kaptajn.
Ifølge Rooney kræver det mere end at hente spillere, der allerede har vist, at de kan begå sig i ligaen. De nye tilføjelser skal kunne løfte hele holdets niveau.
Det er især på midtbanen, at han stiller spørgsmålstegn ved klubbens prioriteringer.
– At bruge så mange penge på de midtbanespillere er fuldstændig vanvittigt, lyder hans kontante vurdering.
Wayne Rooney er stærkt kritisk over for Manchester Uniteds nuværende niveau og kalder klubben et midterhold. Samtidig mener han, at andre hold i den del af tabellen arbejder hårdere og kæmper mere for resultaterne.
– Det er i bedste fald et midterhold, men hvis man ser på de andre hold i midten af tabellen, hvad er det så, de gør? De har spillere, der arbejder hårdt, løber, tackler og – som jeg bliver ved med at sige – vender tilbage til det helt grundlæggende. Disse spillere tror, de er bedre, end de i virkeligheden er.




