3. december: Fødslen af Uniteds nye helt

Den tredje låge af OldTrafford.dks julekalender åbnes i dag, hvor vi fylder de 24 fedeste kampe i OldTrafford.dks historie.

Den 28. februar 2016 stod i Marcus Rashfords tegn. Det gjorde hele ugen op til i virkeligheden også. Få dage forinden havde den unge englænder fået sin debut mod FC Midtjylland, hvor han scorede to mål, og søndagen efter ventede hans Premier League-debut.

Al fokus var sat mod angriberen, og spørgsmålet var, om han kunne fortsætte sin succes. Personligt var jeg skeptisk. Dengang havde man hørt, at han var den her hurtige angriber, der kunne true i dybden og var god på ungdomsniveau, men mod Arsenal?

Et Arsenal-hold, der dengang kæmpede med Leicester om titlen, og både var bedre end United på det tidspunkt, men også desperate for at følge med ”The Foxes”. Kunne en 18-årig grønskolling virkelig komme ind at ryste dem? Nej, vel? Der skulle altså mere til, mente jeg. Fejlagtigt.

Ikke en halv time skulle der gå, før mine ord blev gjort til skamme. Guillermo Varelas indlæg fra højre blev halvklaret af Laurent Koscielny, og som var han en erfaren boksangriber, stod Marcus Rashford klar til at sende bolden ind bag Petr Cech i Arsenal-buret, og euforien fra torsdagens Europa League-kamp fortsatte, hvor den slap. Marcus Rashford havde scoret i sin Premier League-debut – mod Arsenal, endda – og Old Trafford gik amok over at se en af sine egne brilliere. Og det fortsatte.

Kun tre minutter efter var Rashford på tavlen igen, efter et indlæg fra Jesse Lingard, som han, igen på rutineret vis nær det lille felt, fik headet stensikkert ind i målet til 2-0. Imponerende fra en angriber, jeg ikke troede kunne den slags. I to omgange formåede han at snyde Laurent Koscielny i sin prime i boksen – noget, som vel kun en håndfuld Premier League-angribere kunne gøre på det tidspunkt.

Det var helt vanvittigt. Marcus Rashford, som egentlig kun spillede, fordi at Anthony Martial havde pådraget sig en skade, var ved at briste Arsenals titeldrømme. Der kunne jeg selv mærke, at vi havde med en ny stjerne at gøre. Og kampen fortsatte selvfølgelig.

Tidligere United-akademispiller- og angriber – ligesom Marcus Rashford – Danny Welbeck, scorede kort inden pausen, hvilket lagde lidt af en dæmper på festen, gav Arsenal momentum og bragte for alvor spænding ind i kampen.

Momentummet gjorde, at Arsenal lagde et tryk på Manchester United i starten af anden halvleg, men så dukkede Uniteds guldfugl op igen, som med et dybdeløb udfordrede Arsenals forsvar nok til, at Ander Herrera stod helt fri på kanten af feltet, afleverede bolden til spanieren, og den nuværende PSG-spiller sparkede bolden op i nettaget til 3-1, og Old Trafford eksploderede igen.

Mesut Özil reducerede få minutter efter det, og en intens afslutning lå i kortene. Hvor intens? Så intens, at da daværende Arsenal-spiller Alexis Sanchez ifølge Louis van Gaal smed sig lidt for nemt, ville den hollandske træner vise fjerdedommeren, hvor teatralsk, faldet var. Det kom der et ikonisk ”flop” ud af, der kun gjorde en ikonisk kamp endnu federe.

Kampen endte 3-2 til Manchester United, en ny stjerne var født, Arsenal skulle ikke vinde mesterskabet, Louis van Gaal leverede et af sine mange fede ”comedy moments”, og kampen gjorde sig i den grad fortjent til en plads som den 22. fedeste kamp i OldTrafford.dks historie.

Kampens resultat: Manchester United 3-2 Arsenal

Målscorere:
1-0: Marcus Rashford, 29′
2-0: Marcus Rashford, 32′
2-1: Danny Welbeck, 40′
3-1: Ander Herrera, 65′
3-2: Mesut Özil, 69′

Køb den nye Manchester United trøje her via Unisport.dk så støtter du OldTrafford.dk.

 
Forrige artikel

Solskjær: Vi skulle have vundet midt i anden halvleg

Næste artikel

Premier League og EFL enige om redningspakke

ANNONCE