Lørdagens opgør mellem Manchester United og Liverpool markerede et lavpunkt i sæsonen med mangel på respekt, upassende opførsel og barnlig optræden.
Racismesagen mellem Luis Suarez og Patrice Evra har trukket grimme spor gennem engelsk og international fodbold, hvor smålighed og intolerance igen har vist sit grimme ansigt.
Noget af det mest bekymrende har næsten været, at flere fans og spillere har betegnet de otte spilledages karantæne, som FA idømte Suarez, for at være i overkanten – men det er en anden diskussion.
Alligevel var der optimisme at spore forud for kampen på Old Trafford, hvor Suarez og Evra skulle møde hinanden for første gang siden den skæbnesvangre dag i oktober.
For i slutningen af januar havde United gæstet Liverpool på Anfield i FA Cuppen. Dengang afsonede Suarez stadig sin karantæne. Men selvom Evra ikke er på julekort med størstedelen af folket fra Merseyside, kunne antipatien mod ham i denne kamp have været meget værre.
Der var derfor lagt op til en eller anden form for forsoning mellem franskmanden og uruguayaneren i går. Således havde både Ferguson og Dalglish slået fast, at de to spillere havde tænkt sig at give hinanden hånden før kampstart.
Det skete som bekendt ikke.
Suarez, der om nogen burde være ydmyg, satte tonen an for resten af eftermiddagen, da han nægtede at møde Evras udstrakte hånd. Det resulterede i en forståelig reaktion fra Uniteds anfører, der i vrede og forundring greb fat i angriberens arm.
Suarez’ handling, eller mangel på samme, affødte herefter en række reaktioner. Først forsøgte Pepe Reina at dysse Evra ned, hvorefter Rio Ferdinand kopierede Suarez ved totalt at ignorere ham. Kampens dommer Phil Dowd så da også noget rystet ud, da han efterfølgende mødtes med de to anførere i midtercirklen.
Selve kampen forløb egentlig uden de helt store kontroverser. Som Dalglish meget rigtigt konstaterede efter kampen, er det bemærkelsesværdigt, at der kun blev uddelt to gule kort i løbet af de 90 minutter.
Det rolige spil på banen blev dog afløst af tumult og barnligheder, når spillet var på stand by.
Først valgte Suarez igen at bringe sig selv i fokus, da han i frustration valgte at losse bolden ud mod hjemmepublikummet, da dommeren havde fløjtet til pause. Dette fik flere Liverpool-spillere til at danne ring om ham for at eskortere ham fra banen, mens Old Trafford var ved at koge over af raseri.
Men ikke nok med det. Efterfølgende måtte politi og stewards holde spillere fra de to hold adskilt i spillertunnellen.
Det hele kulminerede efter kampen, hvor Evra i sin glædesrus over at have vundet kampen, hoppede ind foran Suarez, mens han fægtede med armene og klappede klublogoet på brystet til stor fornøjelse for Stretford End.
Igen var der tumult mellem spillerne, mens Phil Dowd ihærdigt forsøgte at gene Evra væk fra Suarez.
Efter kampen kunne Kanal 6 berette, at Daniel Agger angiveligt havde udfordret Rio Ferdinand til en slåskamp. Meget modent af den danske landsholdsspiller.
Gårsdagens kamp endte i det helt store Cirkus Benneweis, og jeg skammer mig især på Liverpools vegne.
Sir Alex Ferguson har sådan set ret i, at Luis Suarez er en skændsel for Liverpool og engelsk fodbold, men Patrice Evra burde omvendt, og især som anfører(!) for verdens største klub, havde holdt sig for god til puste til ilden efter kampen.
Det er decideret pinligt, at voksne mennesker, der skal agere rollemodeller, og som skovler penge ind, ikke kan opføre sig ordentligt, når de er på arbejde.
Luis Suarez er en bæver af dimensioner, mens Kenny Dalglish stille og roligt er ved at smadre sin elskede klubs ry ved gang på gang at lukke øjnene for realiteterne og spille uvidenheds-kortet.
Luis Suarez hører ikke til i engelsk fodbold, og Liverpool bør nøje overveje, hvor længe de kan blive ved med at forsvare hans stupide handlinger, der er ved at skabe yderligere kløft mellem de forskellige befolkningsgrupper i det engelske samfund.
Derudover er det rystende, men ikke overraskende, at konspirative Liverpool-fans efterfølgende hævdede, at det var Evra, som havde nægtet at give hånd.
Beviset: Tvivlsomme stilbilleder af episoden.
Lørdag var en trist dag for engelsk fodbold, og Liverpool bør efterhånden overveje, hvor meget mere negativ omtale, deres klub kan klare.