21. maj 2008
De røde cirkler sluttes
Den 5. august 2007 indledes den engelske sæson med en kamp mellem Manchester United og Chelsea. Kampen er den traditionelle Community Shield og spilles på Wembley. Opgøret ender 1-1 og afgøres efter straffesparkskonkurrence.
Da sæsonen afsluttes den 21. maj 2008 er kombattanterne endnu en gang Manchester United og Chelsea. Kampen er finalen i Champions League og spilles på Luzhniki Stadion i Moskva. Opgøret ender 1-1 og afgøres efter straffesparkskonkurrence. Det engelske mesterskabskapløb, som tidsmæssigt udspiller sig mellem Wembley og Luzhniki, udvikler sig i sidste ende også til en duel mellem Manchester United og Chelsea.
I alle tre tilfælde – indledende kamp, mesterskabsduel og afsluttende kamp – trækker “De røde djævle” det længste strå. Fra start til slut er der således tegnet en tydelig rød cirkel rundt om 2007/08.
Den røde farve intensiveres af, at 2008 er 100-året for klubbens første mesterskab og 50-året for München-ulykken. På tribunerne på Luzhniki Stadion i Moskva den 21. maj 2008 sidder fem af overleverne fra “München” som levende monumenter over Manchester Uniteds tragiske historie og klubbens uløselige bånd til Europa Cup’en: Harry Gregg, Bill Foulkes, Kenny Morgans, Albert Scanlon og Bobby Charlton. 50 år efter Busbys unge pionerhold blev udslettet i München i forbindelse med klubbens første jagt på europæisk triumf, og 40 år efter Manchester United første gang erobrede Europa,
er sejren i Moskva en velvalgt hyldest til The Busby Babes og en passende kulmination på en sæson, der har stået i München-ulykkens tegn.
At “München” motiverer Manchester United-spillerne under den højdramatiske finale mod Chelsea i Moskva, kan der næppe herske tvivl om. Efter sejren udtaler Alex Ferguson således: “Jeg sagde i går, at vi ikke ville svigte mindet om The Busby Babes. Skæbnen spillede sin rolle i dag. Selv John Terry, der glider, er en lille bitte smule skæbne. Jeg følte simpelthen bare, at den var på vores side i denne
sæson, med Giggs der scorer mod Wigan og sikrer mesterskabet [ugen inden Moskva].Vi var på en mission, hvilket er meget vigtigt, for folk med missioner er særdeles svære at kæmpe imod.”
Skæbne? Andre vil måske mene, at sejren er rent held, men uanset om man sværger til skæbne eller held, så er kendsgerningen, at begivenhederne og deres triumferende udfald endnu en gang konvergerer i et smukt mønster, som ikke blot forener Manchester Uniteds fortid og nutid, men også bidrager til at forstærke klubbens mytologiske dimension. Præcis som dengang i 1999, hvor klubbens anden Europa Cup-triumf sikres på en aften, hvor Matt Busby ville have fyldt 90 år.
Luzhniki Stadion i Moskva, onsdag den 21. maj 2008.
Oh, hvilken kamp! Oh, hvilket drama! Og i sidste ende kulminerer denne skønhedens apoteose i en engelsk udgave af russisk roulette. Roman Abramovich, Chelseas ejer, er for en stund vendt hjem. Det samme er Manchester Uniteds Nemanja Vidic, der i et par sæsoner havde hjemmebane her, da han spillede for Spartak Moskva.
Det kan man til gengæld ikke sige om ret mange andre blandt de mere end 67.000 på stadion. UEFA’s beslutning om at placere Champions League-finalen i Moskva er i ugerne op til begivenheden blevet kritiseret, fordi så mange tusinde tilhængere skal rejse så mange tusinde kilometer, men alt i alt forløber arrangementet på en helt igennem fortrinlig måde. Der er dog én ting, der ikke er helt, som det skal være: græstæppet. Og det får afgørende indflydelse på kampens udfald.
Alex Ferguson har valgt at stille offensivt op i en 4-4-2 med van der Sar på mål, Brown og Evra på backpladserne, Ferdinand (anf.) og Vidic i centerforsvaret, Carrick og Scholes i maskinrummet,Hargreaves på højre midtbane og Ronaldo på venstre, og endelig udgøres Manchester Uniteds angreb af Tevez og Rooney. Seks englændere, en hollænder, en franskmand, en serber, en portugiser og en argentiner.
På bænken sidder Kuszczak, Giggs, Nani, Anderson, Silvestre, Fletcher og O’Shea. Saha og Neville, der begge har fået deres sæson spoleret af skader, befinder sig helt udenfor. Park og Piqué, der begge har spillet afgørende kampe, er heller ikke i truppen.
Kampen viser sig at blive langt bedre, mere livlig og mere rig på målchancer end forventet. Ofte når Manchester United og Chelsea mødes, neutraliserer de to hold hinandens styrker: Manchester Uniteds kunst annullerer Chelseas kraft, og Chelseas apollinske dyder tæmmer Manchester Uniteds dionysiske ditto i dét, der tit udvikler sig til dræbende kedelige stillingskrige.
Denne aften i Moskva sker der noget helt andet. Efter indledende ti minutter præget af forsigtighed er det, som om Manchester Uniteds flow, mod og kreativitet får overhånd, og det er ikke ufortjent, at Ronaldo med sit sæsonmål nummer 42 kan bringe “De røde djævle” foran 1-0 efter 26 minutters spil.
I Manchester Uniteds højre side kombinerer Wes Brown og Paul Scholes i fikse et-to-kombinationer, og Brown får pludselig plads til at lægge et følt indadskruet indlæg over mod bageste stolpe. Her stiger Ronaldo op over Michael Essien, og med hovedet dirigerer han præcist og kraftfuldt bolden ind i det nærmeste målhjørne.
Målet falder efter længere tids United-dominans, hvor især Rooney og Ronaldo har brilleret med lækre detaljer, og føringen får blot Manchester United til at intensivere deres pres. I det 35. minut sender Rooney Ronaldo af sted i dybden med en fantastisk aflevering over 50 meter, og Ronaldo sender fra venstre side et indlæg ind i feltet, hvor en fremstormende Tevez i helt fri position og blot få meter fra mål kaster sig frem og rammer bolden med pandebrasken. Petr Cech i Chelseas mål parerer imidlertid hovedstødet fra Tevez med en refleksredning, men riposten triller derefter ud for fødderne af Michael Carrick, der foran et næsten tomt mål må se sit indersidespark pareret og vippet uden om den ene stolpe af Cech. Efter 43 minutters spil er Tevez endnu en gang millimeter fra at øge Manchester Uniteds føring, da han akkurat kun lige snitter et indlæg med det yderste af støvleknopperne foran et ellers åbent Chelsea-mål.
Spillet er fremragende, og det ville ikke have været ufortjent, hvis “De røde djævle” havde ført 3-0 eller 4-0. Føringen lyder dog kun på 1-0, og i sekunderne inden pausefløjtet slår Chelsea pludselig til på et kludemål af dimensioner. Essien, der indtil nu er blevet kørt rundt i manegen af en sprudlende Ronaldo, gør det, han er bedst til: driver bolden frem ad banen. 35 meter fra mål fyrer han opportunistisk kanonen af, og på sin vej mod Uniteds mål rammer bolden to United-forsvarere og foretager et dobbelt kursskifte, hvilket betyder, at den for det første lander for fødderne af Frank Lampard og for det andet får van der Sar til at glide en smule på det omdiskuterede græstæppe. Målet er en bitter pille at sluge for Manchester Unitedspillerne, der har domineret halvlegen fuldstændig og tilmed tilladt sig at brænde tre oplagte scoringschancer. I stedet for 4-0 står der nu 1-1.
I anden halvleg er billedet vendt på hovedet: Nu er det Chelseas kraft og vilje, der får overtaget og kvæler ethvert optræk til Unitedartisteri. Ja faktisk er det, som om Chelseas fysiske overtag ikke bare neutraliserer Uniteds flow, men på samme tid også muliggør tilsynekomsten af holdets egne tekniske kvaliteter; nøjagtig på samme måde, som da Manchester Uniteds kreative overtag før pausen ikke blot holdt Chelseas fysik i skak, men samtidig også muliggjorde tilsynekomsten af Manchester-holdets råstyrke.
Chelsea styrer nu kampen og truer også van der Sars mål. 12 minutter før tid er “De røde djævle” heldige, da Drogba med et fremragende skud ud af ingenting rammer stolpen. Anden halvleg er for øvrigt bemærkelsesværdig, fordi flere spillere lægger sig ned med krampe. Allerede efter 68 minutter ser man Rio Ferdinand i græsset, og sidenhen følger mange andre, fordi græstæppet er vådt og, hvad der er mere væsentligt, ikke har “sat sig” ordentligt.
I det 87. minut skriver Ryan Giggs historie, da han kommer på banen til sin 759. kamp for Manchester United og dermed slår Bobby Charltons rekord. I kampens forlængede spilletid skifter kampen endnu en gang karakter, da Manchester United langsomt begynder at tiltvinge sig overtaget igen. Dette sker dog først efter, at Lampard fire minutter inde i forlængelsen hamrer bolden på undersiden af overliggeren. I det 11. minut er det så Ryan Giggs’ tur til at brænde en stor chance, da hans skud, som ellers synes at være bestemt for netmaskerne, blokeres heroisk og på grænsen til det mirakuløse med hovedet af John Terry. Den forlængede spilletids sidste nævneværdige hændelse sker fire minutter før tid, da der opstår håndgemæng mellem de to holds spillere, og Drogba vises ud for at slå Vidic i ansigtet.
Finalen skal nu afgøres på straffespark.Manchester United vinder lodtrækningen og skal sparke først. Tevez scorer for United, mens Ballack udligner for Chelsea. Derefter scorer både Carrick og Belletti. Den næste, der skal sparke, er Cristiano Ronaldo. Ronaldo, der havde brændt det vigtige straffespark på Camp Nou, men som omvendt havde scoret på det mindst lige så vigtige mod Wigan.
Portugiseren, som alles øjne hviler på ikke bare i dette øjeblik, men hele tiden, går koncentreret op mod pletten. Regnen siler ned, som den har gjort det meste af kampen. Han tager bolden mellem sine hænder og fører den op til sin mund for at kysse den. Billederne viser, at han er fuldt fokuseret.Han lægger bolden til rette på pletten, træder nogle skridt tilbage og afpasser sit tilløb. Ronaldo har alt at tabe og intet at vinde. For Cech er det omvendt. Enten scorer Ronaldo, og det vil være glemt få sekunder efter; eller også brænder han, og han vil være den store taber og Cech den store vinder.
Ronaldo løber nu til bolden, men stopper op på halvvejen for at lokke en reaktion ud af Cech. Det har man før set portugiseren gøre, men denne gang er det, som om hans opstandsning varer lidt for længe. Det er, som om han står stille i flere sekunder, og man fornemmer, at han tøver. Cech er derimod cool og afventer bare Ronaldos spark, og idet portugiseren rammer bolden kaster Cech sig til højre og parerer skuddet.
Ronaldo har brændt. Igen, fristes man til at sige, og så alligevel ikke.
Pokalen er nu blot en håndsbredde fra Chelsea-spillerne, og den kommer endnu tættere på, da Lampard scorer til 3-2. Hargreaves udligner, men Ashley Cole bringer Chelsea foran igen. Nu er det indskiftede Nanis tur. Hvis han brænder, skubber han pokalen det sidste stykke vej over i Chelseas hænder. Den unge portugiser modstår fornemt presset og udligner til 4-4.Men Chelsea kan stadig sikre sig titlen, hvis John Terry kan score på deres sidste spark.
Jeg indrømmer, at jeg på det her tidspunkt har resigneret. Kampen har indtil nu ført tilskueren igennem en følelsesmæssig rutsjetur på grund af dens ejendommelige rytme og mange omskiftelser. Men den har også været en opvisning i smuk fodbold, i taktisk intelligens og i fysisk intensitet. Min resignation er således ikke mærket med irritation, snarere er den stemt i en toneart, man kunne kalde “sorgfuld lykke”: sorgfuld på grund af det forestående nederlag, lykke på grund af kampens uovertrufne skønhed og unikke rytme.
Jeg har kort sagt overgivet mig til tanken om, at Chelsea vinder Champions League, og at det godt kan kaldes fortjent, fordi de i løbet af kampen, især i anden halvleg, har spillet en for dem uvant flot og attraktiv omgang fodbold. Desuden er der en vis symbolsk skønhed i, at det netop er John Terry, der står med nøglen til Chelseas succes mellem sine hænder.Mr. Chelsea, som han kaldes. På en gang indbegrebet af Chelsea, men – og det er der en vis portion ironi i – på samme tid antitesen til Chelsea.
Men John Terry er også legemliggørelsen af vindermentalitet og en stærk psyke. Desuden sparker han godt til en bold og er en forsvarsspiller, der ofte scorer mål. Da Terry lægger bolden til rette på pletten, holder verden vejret. Vi ser ham træde nogle skridt tilbage. Idet han begynder sit tilløb, går tiden pludselig hurtigere – i modsætning til Ronaldos tilløb, hvor tiden stod stille – for pludselig sker der noget uventet og fuldstændig akavet, som man knap når at opfatte. Terry glider, lige inden han skal sparke, og uheldigt for Terry og Chelsea rammer hans skud ydersiden af stolpen. I øvrigt skulle Terry slet ikke have sparket dette femte spark. Det skulle udviste Drogba. Ferguson kalder Terrys glid for “skæbne”. Jeg kalder det for poetisk retfærdighed, for var van der Sar ikke gledet ved Lampards udligning til 1-1 lige inden pausen?
Alt er nu åbent igen. Måske er teten ligefrem hos Manchester United nu. Da den indskiftede og uimponerede Anderson på bare 20 år viser “that Brazilian mentality” og scorer til 5-4 er vejen mod rød triumf næsten fuldendt. Kalou udligner for Chelsea, men legenden og klubrekordindehaveren af flest spillede kampe, Ryan Giggs, viser sin erfaring, da han sikkert udplacerer Cech og scorer til 6-5. Scenen er nu sat til van der Sars store øjeblik. Da Nicholas Anelka løber til bolden, læser den kløgtige hollænder hans skud og parerer bolden. Rutsjeturen er forbi, og Manchester United har vundet deres tredje Europa Cup.
2007/08-cirklen er sluttet, idet den ender som den begyndte: med Manchester United-triumf over Chelsea, med 1-1, forlænget spilletid og straffesparkskonkurrence.Men større og mere mytologiske cirkler – 1908-2008, 1958-2008 og 1968-2008 – er ligeledes sluttet: 100 år efter Mangnall og Meredith sikrede klubbens første mesterskab, 50 år efter “München” og 40 år efter klubbens første europæiske triumf hylder Manchester United sine fortidige helte, både de levende som kigger på fra tribunerne i Moskva, og de døde som kigger på fra klubbens panteon. Det, de ser, er måske Manchester Uniteds bedste hold nogensinde. I hvert fald erklærer Alex Ferguson efter finalen i Moskva, at denne hans tredje generation af spillere er hans “best team ever”.