Fortæl om dig selv
Jeg er 36 år, gift med Sofie, og sammen har vi døtrene Agnes på 4½ og Marie på 2 år.
Vi bor i København, men jeg stammer fra Lindum, en lille landsby i Jylland.
I 1992 begyndte jeg at studere litteraturvidenskab på Syddansk Universitet i Odense, og i 2001 blev jeg magister på en guldmedaljeafhandling om Salman Rushdie.
I 2006 blev jeg så ph.d. samme sted, denne gang på en afhandling om Günter Grass, Milan Kundera, Salman Rushdie og Jan Kjærstad. Begge afhandlinger er udkommet som bog i henholdvis Danmark og USA. Min professionelle karriere er fortsat efter ph.d.-graden med en såkaldt post doc., hvor jeg forsker i maritim litteratur og kultur i 1800-tallet.
Hvordan er dit forhold til Manchester United?
Mit forhold til Manchester United begyndte, som jeg også skriver i bogen, tilbage i 1978, da de i en legendarisk tipskamp tabte 3-5 til WBA på Old Trafford.
De næste par år svingede jeg lidt frem og tilbage mellem Baileys og McIlroys United og Cunninghams og Regis’ West Bromwich, men i sidste ende var det altså fascinationen af ”De røde djævle”, der var stærkest. Valget, hvis valg er det rigtige ord, var dengang også en form for trodsreaktion, fordi alle mine klassekammerater holdt med de forkerte røde, dvs. Liverpool eller Arsenal.
Sidst i 70’erne og først i 80’erne var United jo primært noget, der havde med en glorværdig fortid at gøre, og så havde klubben selvfølgelig denne særegne aura, der skyldtes München-ulykken. United har siden dengang været mit favorithold, og måske er forholdet til klubben blevet endnu stærkere med tiden på grund af det smukke spil, de mange titler og de mange tv-optrædender under Fergusons regime. Jeg har haft og har stadig andre favorithold i andre ligaer, Brøndby herhjemme f.eks., men Manchester United er og forbliver de største for mig.
Du har skrevet Giganternes Skuldre, som handler om United. Hvorfor lige United og hvad inspirerede dig til at skrive bogen?
Hvorfor lige United? For det første fordi det er min absolutte favoritklub. For det andet fordi klubben har en enestående historie, der er karakteriseret ved at være ekstremt modsætningsfyldt. På et overordnet plan, så er Uniteds historie kendetegnet ved både kontinuitet og brud, men ikke nok med det, klubben er simpelthen indbegrebet af det mest brudfyldte og det mest kontinuerlige (tænk på München 1958 og Wembley 1968, henholdsvis det mest eklatante brud og det største udtryk for kontinuitet).
Den spænding fandt jeg interessant. For det tredje er der jo endnu ikke skrevet en bog på dansk om klubben, og det syntes jeg manglede.
Af inspirationskilder vil jeg nævne tre: for det første klubben selv og dens fantastiske kampe op gennem 90’erne og i det nye årtusind; for det andet Bo Kampmann Walthers bog om Real Madrid; for det tredje Hans Ulrich Gumbrechts bog In Praise of Athletic Beauty, en bog der tager sportens skønhed seriøs på en enorm befriende måde.
Endelig vil jeg sige, at jeg som litteraturforsker altid har gået med drømmen om en dag at skrive en ”bredere” bog, men samtidig en bog, der var drevet frem af trangen til at hylde. Dermed mener jeg ikke, at bogen hele vejen igennem er en lovsang til United, den er også kritisk og analytisk, men motivationen for bogen er langt hen ad vejen at skrive en kærlighedserklæring til United og det smukke fodboldspil.
Hvad håber du bogen kan gøre for læseren?
Jeg håber, bogen kan gøre flere ting. Jeg håber, den kan oplade læserens hukommelse og dermed berige de nutidige United-begivenheder. Bogen har et klart historisk sigte, for United er ganske enkelt historie og tradition, og for at forstå klubben i dag, må man gå tilbage til Busby-æraen. Det er f.eks. slående, hvor mange paralleller der er mellem Busby-epoken og Ferguson-epoken.
Denne historiske dimension har både en faktuel og en kulturhistorisk/-analytisk karakter. Et andet af mine formål har været at introducere nogle nye begreber, man kan tale om fodbold med. Altså at tage sportens skønhed, dens æstetik, seriøs. I den forstand går bogen flere steder ned i græshøjde og analyserer enkelte spilleres særkender, kampsituationers skønhed og taktiske formationers betydning.
Hvor lang tid brugte du på bogen?
Det er svært at sige. Den var hele tiden tænkt som et aftenprojekt, altså noget jeg arbejdede på, når ungerne var lagt i seng om aftenen, og mit egentlige arbejde, forskning i 1800-tallets søromaner, var vel overstået. Processen har strakt sig over to år, men som sagt ikke fuld tid.
Var den svær at skrive? Der findes et hav af upræcis information, specielt fra før anden verdenskrig. Hvordan har du vurderet hver enkelt kilde?
Svær at skrive? Både ja og nej. I begyndelsen brugte jeg meget energi på at finde frem til min ”tonalitet”, min stil. Jeg er jo vant til at skrive akademisk, men her skulle jeg ramme et bredere publikum, dog uden helt at opgive min akademiske identitet. Jeg skulle altså finde en balance. Da jeg først følte, at jeg havde fundet den, var arbejdet og skriveriet faktisk ikke så svært.
Faktisk flød pennen så uproblematisk, at bogen i stedet for de planlagte 200 sider endte på 352 sider, og jeg måtte endda skære 80 sider væk.
Kilder og information? Det er et meget interessant og væsentligt spørgsmål, men jeg kan kun svare kort på det. For det første har jeg ikke haft adgang til kilder, som andre ikke har haft adgang til. Jeg baserer derfor det spor i bogen, jeg kalder det katalogiserende spor, på andre bøger, på film og på websider. I den forbindelse har jeg forsøgt at vurdere de enkelte kilders troværdighed ved at sammenholde dem med andre kilder, ligesom kildernes ”karakter” også har spillet ind i min vurdering. Med karakter hentyder jeg til, om det er sensationsbøger eller lødige beretninger.
Men for det andet vil jeg understrege, at bogens hovedærinde ikke ligger i at opremse klubbens historie via faktuelle mikrobegivenheder, hovedærindet er snarere at analysere de store linier og derved nå ind til det, jeg mener er klubbens sjæl, nemlig balancen mellem tradition og forvandling, kontinuitet og brud, det nationale og det internationale, det lokale og det globale, og så satsningen ungdom og offensiv fodbold. Dermed ikke sagt, at det faktuelle ikke har ligget mig på sinde. Jeg har virkelig bestræbt mig på ikke at begå faktuelle fejl, men det er jo nærmest en umulighed at undgå.
Endelig vil jeg sige, at når kendsgerningerne i fortiden fortaber sig i tågerne, så er det ikke nødvendigvis en dårlig ting, for usikkerheden er netop et af de stoffer, som myter og legender ofte bygger på.
Et eksempel er Louis Roccas rolle i forbindelse med navnet Manchester United. Var det virkelig ham, der fandt på det, som hans søn påstår? Han var trods alt ikke en gang fyldt 20 år, og han var kun en slags stik-i-rend-dreng, så havde han virkelig så stor gennemslagskraft. Hvilken dag var det nøjagtigt, at Major stak af, og hvordan mødtes Harry Stafford og John Henry Davies egentlig?