Det europæiske fodboldforbund har ingen intentioner om at imødekomme Manchester United og flere storklubbers ønske om at ændre på de nuværende knock out-regler i Champions League.
Både David Gill og Arsene Wenger var ellers stærke tilhængere af at indføre et nyt seeding-system, således at de store hold først kunne møde hinanden på et senere tidspunkt i knock out-fasen, ligesom det er tilfældet i tennis, men dette forslag bliver slået hårdt og fast til jorden af UEFA”s kommunikationschef William Gaillard.
“Disse planer ville gøre turneringen til lidt af en joke.” udtaler Gaillard til BBC.
“Ønsker United en statisk turnering, hvor det hver sæson er de samme klubber son når til de afgørende kampe? Hvis det er tilfældet ville supporterne og tv-selskaberne miste interesse med det samme, da turneringen ville blive kedelig.”
Gaillard påpeger at grunden til at Champions League er så speciel og eftertragtelig netop er på grund af overraskelserne og spændningen, og afslutter (måske) passende nok med bemærkningen:
“Hvis Manchester United bare havde vundet deres gruppe skulle de ikke spille mod AC Milan. Måske burde de tage den observation med i deres overvejelser.”