Thomas Frank efter United-nederlag: De var heldige, vi smadrede dem i første halvleg

Thomas Frank havde ikke meget positivt at sige om Manchester United efter kampen onsdag aften. Han kalder resultatet for “heldigt” og mener, at Brentford “ødelagde” United i særligt første halvleg.

Den danske Brentford-manager, Thomas Frank, talte lige ud af posen efter kampen mod Manchester United onsdag aften.

Han gav ikke meget for Uniteds præstation i særligt første halvleg og kalder udfaldet af kampen for “utrolig heldigt”. Det siger han i et interview med BT Sport.

“De (United) er så utrolig heldige. Jeg kender til alt det lort om at udnytte chancer. De ændrede deres system mod lille Brentford,” siger han.

I løbet af første halvleg opstod der flere momenter, hvor Brentford nemt kunne have scoret, men gode redninger fra David De Gea betød, at stillingen stadigvæk stod 0-0 ved pausen. Thomas Frank går dog så langt som at sige, at Brentford “ødelagde” United i de første 45 minutter.

“Vi er den mindste klub i Premier League og Manchester United er den største. Vi ødelagde dem i første halvleg, de havde ikke en chance. Tre store chancer og det burde være sådan, at der kun kunne have været én vinder af kampen,” siger han.

(Se hele interviewet med Thomas Frank)

Brentford havde generelt svært ved at følge med Manchester Uniteds spillere i starten af anden halvleg, hvor holdet scorede to mål på under syv minutter. Omvendt havde Brentford otte skud på mål i løbet af hele kampen, og ifølge Thomas Frank var det primært De Geas skyld, at det kun blev til ét mål for hjemmeholdet.

“Det var en af de aftener, ‘fair play’ til David De Gea. Får vi de chancer igen, vil mindst én af dem føre til mål. Vores intensitet dræbte dem, det viste vi i første halvleg. Vi spillede ‘The Brentford Way'”, siger den 48-årige dansker og uddyber:

“Deres andet mål var det mest skuffende for os, og det var svært at komme tilbage fra. Måden vi smadrede dem (United) på i første halvleg var fantastisk. Jeg er så stolt af mit hold”.

(Har du endnu ikke fået set ‘highlights’ fra kampen, har du stadig muligheden for det)

Thomas Frank sendte til sidst en stikpille til den måde, United er organiseret på – og Jadon Sancho personligt, der ikke var med i kamptruppen af personlige årsager. Vi må formode, at han ikke vidste, at et familiemedlem til Sancho var afgået ved døden kort inden kampen.

“De (United) havde ikke en chance før deres første mål. Det er derfor, at de betaler 72 mio. pund for Sancho, der ikke engang var med i truppen,” slutter Thomas Frank.

Kampens resultat betyder, at Brentford stadigvæk sidder på 14. pladsen i Premier League, mens United deler sjettepladsen med Arsenal, der dog har en kamp i hånden.

Til sidst skal det lige nævnes, at Thomas Frank satte rekord ved at have fem danskere i startopstillingen, hvoraf særligt Mads Bech Sørensen gjorde sig bemærket med en flot præstation.

Forrige artikel
Ronaldo og Rangnick

Rangnick accepterer utilfredse Ronaldo

Næste artikel

Optakt: Solide West Ham gæster Old Trafford i kamp om 4. pladsen

ANNONCE